Sognefoged Jens Andersen havde i året 1831 meget arbejde på grund af frygten for en kolera epidemi. I linket: ‘Kolera 1831 Foranstaltninger’ er der udtræk af Dag-Journalen hvor han har været beskæftiget med foranstaltninger for at udgå smitten med kolera. Arbejdet bestod i det væsentligste i, i at hindre adgang til riget, ‘ nøje at føre Tilsyn med at Landalmuen holder sine Huuse indvendig reene, og jævnligen udlufter dem’ samt at etablere en strandvagt for at hindre at sygdommen i at komme ind fra søsiden.
Herunder en kort introduktion.
LÆS bagefter: Kolera 1931. Foranstaltninger.
——————————————————
Frygten for kolera 1831-1853.
I 1831 erfarede man, at den frygtede sygdom, kolera, var udbrudt i Indien, og man frygtede for, at denne i Danmark hidtil ukendte sygdom ville komme til landet.
Fra det “Kongelige Sundheds – Collegium i København ” kom der den 11.juni 1831 en kort anvisning til at kende den epidemiske kolera, samt underretning om de hidtil anvendte lægemidler imod sygdommen.
Symptomerne var blandt andet voldsomme anfald af diarré og opkastninger, svimmelhed, trykken og brænden ved hjertet, kramper og trækninger i arme og ben. Varigheden af sygdommen var fra få timer til nogle dage, døden indtraf af og til efter 4 til 12 timer, men kunne også komme senere. Overlevede patienterne, kunne der komme uhyggelige eftervirkninger.
En streng afsondring og spærring syntes at være i stand til at standse sygdommens udbredelse.
Behandling af sygdommen var meget forskellig, man havde endnu ikke nok erfaring til at bestemme hvilken behandling, der var den bedste. De fleste engelske og russiske læger var enige om, at man først skulle regulere blodomløbet, derfor blev åreladning anbefalet f.eks. ved at sætte igler på kroppen. Dette suppleredes med varme bade med salt eller potaske, eller eddike dampbade, som patienten fik, idet han afklædt blev svøbt i et tæppe op til halsen og anbragt på en stol over glødende sten, som blev overhældt med eddike. Varme omslag af aromatiske urter og mange andre barske midler forsøgtes anvendt for at lindre og måske gøre patienterne raske.
Hvad gjorde man egentlig på den tid for at underrette og advare befolkningen?
Alle de forordninger, love og dokumenter, som de fik til oplæsning i kirken for at underrette kirkegængerne om disse.
Den 11. juni 1831 kom fra ” Det Kongelige Danske Cancellie” i København “Forsigtigds – Regler, som skulle iagttages i Henseende til Baade ved Strandkanten”.
Alle amtmænd ved underøvrighedeme skulle sørge for, at der skete en optegnelse over både, der lå ved strandkanten i deres distrikt, og således skaffe sig sikkerhed for, at bådejerne ikke ville misbruge deres både til at komme i kontakt med de skibe, der kom fra Østersøen, men også for at ingen andre benyttede bådene til dette formål.
Sognefogederne i de sogne , der grænsede op til stranden ,skulle have opsyn med de både , der var trukket på land, og det skulle være forbudt at fiske i mørke om natten uden tilladelse.
Kystovervågningen skete delvis ved hjælp af militæret og folk fra landdistrikterne eller byboere. Hvert distrikt havde en distriktskommandør og nogle underordnede officerer, underofficerer og soldater. Disse blev fordelt efter behov således, at steder med meget trafik, som færgesteder og havne, blev tilgodeset.
Man skulle her se, om indsats fra militæret kunne lette den besværlige tjeneste.
Fra det øjeblik det udvalgte mandskab ankom til deres udvalgte sted, stod de under militærkommandørens befaling. Var nogle udeblevet, skulle den vedkommende civiløvrighed underrettes hurtigst muligt og afgøre, om den skyldige skulle straffes og indberettede dette til distriktskommandøren.
Civiløvrigheden skulle sørge for, at kystovervågningen ikke ansatte svage folk og kun folk mellem 18 og 60 år. Den kommanderende officer kunne kassere uduelige folk.
Formålet med denne kystovervågning var gennem karantæne, den forbudte landing af skibe, udskibning af folk og varer på stranden og opsamlinger af strandet gods ,at kunne forhindre smitte udefra.
Civiløvrigheden bestemte hvilke steder på kysten, der blev anvist til landing og skulle offentliggøre dette.
Den 7. august 1832 kommer fra Erederiksberg en ny forordning med de forandrede bestemmelser, der skulle foretages i anledning af den indiske kolera. Man havde nu gjort visse erfaringer om sygdommens beskaffended og udbredelse samt virkningen af de tidligere forholdsregler. Dette havde medført væsentlige forandringer i forskrifterne. Alle tidligere forskrifter sattes hermed ud af kraft.
I Tranbjerg ophørte strandbevogtningen dog den 4. december 1831
Side 8:
Junii: 15 Cancelie-Circulaire af 11te Juni, angaaende Forholdsregler til at forhindre Choleraes Indsnigelse i Landet, ved: ikke at tilstæde Omløbere saasom: Taskenspillere, Forevisere af Kunster, Dyr og Rariteter, saa og Forsigtighed med at tilstæde Haandværkssvende og andre Personer af den arbejdende Classe, Adgang til Riget.
Side 31:
Decbr 4., Circulaire fra Contoiret, af 26de Nov: om Kystvagternes Ophævelse.
