Bageriet

Tranbjerg Lokalhistoriske Samling  –     Artikel: Lars Kjærsgaard Johansen

Det er kun få år siden, man stadigvæk kunne se en rød bygning med en markant skorsten, der lå lidt tilbagetrukket på grunden Hovedgaden 36. Det var byens gamle bageri. Som fotografiet fra 2010 viser, manglede der nogle vinduer, og bygningen var i det hele taget noget forsømt. Det var ikke så mærkeligt, for det sidste brød var blevet lavet i 1997, og siden havde bygningen stået ubrugt og uopvarmet. I 2004-2005 V ar der planer om at redde bageriet og lave det om til en museumsbygning, men det var ikke blevet til noget.
Foto: Inge Koldkær Jensen

Foto: Inge Koldkær Jensen. 2010.

I efteråret 2013 rev en storm gavlen ned, og ejeren, Per Andersen, besluttede at rive hele bygningen ned på grund af nedstyrtningsfare.
Selv om beslutningen næsten gav sig selv, var den også vemodig for Per Andersen, for tre tidligere generationer havde lavet brød og kager i bageriet til Tranbjergs indbyggere gennem 80 år, og familien havde ejet det i næsten 100 år.
bageriet-02_1996

Kalle fotograferet i 1996, året før bageriet lukkede

Det første bageri i Tranbjerg

I 1888 åbnede Hans Sørensen Tranbjergs første bagerforretning i Hovedgaden 36. Bygningen rummede butik og beboelse, og bageriet lå i kælderen. Forretningen er et godt eksempel på den udvikling, der skete i Tranbjerg efter Odderbanen blev åbnet i sommeren 1884. Året efter blev Tranbjerg Kro bygget, og de mange mennesker og aktiviteter omkring stationen og kroen var medvirkende til at give gode afsætningsmuligheder for et bageri.   
Imidlertid rejste Hans Sørensen efter få år til Aarhus, men i 1896 købte mejerske Erika Hjortshøj bageriet. Hun ansatte bl.a. bagersvenden Søren Andersen, og i 1900 blev de gift. Selv om Søren var 25 år og Erika 40, fortælles det, at hun først indvilligede i at blive gift, da Søren luftede muligheden for at emigrere til USA. De fik to sønner, Tage og Erik Hjortshøj Andersen, født i 1904 og 1906.
bageri-04

Søren og Erika

Søren Andersen var en dygtig bager, og da han både var arbejdsom og god til at se nye muligheder, voksede forretningen konstant. Han fik fx Testrup Højskole som kunde og begyndte også at levere brød til mange ismejerier i det sydlige Aarhus. Derudover solgtes der dagligt brød til enkeltkunder på landruten, der bl.a. omfattede Solbjerg, Hasselager, Ravnholt, Ingerslev og Mårslet. Derfor blev der ansat en brødkusk, som i begyndelsen klarede leverancerne i en hestevogn og senere i en varebil.   
bageri-03

Brødkusk Peter Rasmussen

I 1909 erhvervede Søren Andersen naboejendommen Hovedgaden 38. Huset blev brugt til udlejning, men senere også til bolig for ansatte og for familiemedlemmer. Det blev nedrevet i 1974. Købet i 1909 var første eksempel på, at Søren Andersen havde øje for, at han kunne tjene penge på andet end at bage brød. Tranbjergs fortsatte vækst gav også muligheder for at investere i jord og bygninger, og han benyttede sig af mulighederne.  
I 1911 købte Søren Andersen et meget stort stykke jord tæt ved stationen for 11.000 kr., og i de følgende år blev der bygget mange mindre og større huse, som blev lejet ud og på et tidspunkt solgt. Et eksempel er villaen på Børupvej, som senere fik navnet Cara Mia. På de jordstykker, som ikke blev bebygget, blev der dyrket grøntsager og kartofler, som også blev handlet, og regnskabsbogen indeholder også indtægter fra salg af kyllinger, smågrise, enkelte svin og af og til en ko eller en hest.

Det nye bageri 1917

Selv om Søren Andersen havde mange bolde i luften, var han først og fremmest bager, og det viste han, da han i 1917 opførte det nye og moderne bageri i to etager bag ved Hovedgaden 38. Lokalerne var store og lyse, og der blev lagt et meget praktisk og dyrt terrazzogulv. Der blev også indrettet et baderum. Ovnen var en af datidens bedste, en kulfyret ovn fra Skandinavisk Ovnbyggeri & Maskinindustri i København.            Produktionen kunne intensiveres, og i 1920´erne blev der bagt rugbrød to gange dagligt og derudover hvedebrød, sigtebrød og kaffebrød. Det var ikke så mærkeligt, at bageriet blev kaldt for Brødfabrikken. Af regnskabsbøger fra omkring 1930 fremgår det, at bageriet havde faste leverancer til Rytterikasernen i Vester Alle, Statshospitalet i Risskov, Testrup Højskole og Tranbjerg Kro. Derudover var der kunderne på landruten, så brødkusken Peter Rasmussen havde nok at se til. Om morgenen leverede han brød til forretningerne og institutionerne i Aarhus-området, og om eftermiddagen betjente han kunderne på landruten. Han kunne åbenbart lide sit job, for han var ansat fra midten af 1920´erne til 1963.
Personalet toppede i 1920´erne og begyndelsen af 1930´erne, da der var 6 ansatte i bageriet, og i forretningen deltes Erika og tjenestepigen om butiksarbejdet og telefonbestillingerne. Søren Andersen havde skabt en meget stor og solid forretning, og ved siden af havde han også haft en væsentlig indflydelse på Tranbjergs udvikling gennem sine jordkøb og byggeaktiviteter. Han var i 1918 medstifter af den første fabrik i Tranbjerg, Hammerværket, som producerede trævarer, men fabrikken lukkede allerede i 1921.  Søren Andersen havde også tid til at engagere sig i foreningslivet, og gennem mange år var han formand for både Borgerforeningen og Foredragsforeningen. I bogen Tranbjerg – før og nu fra 1984 sammenfattes beskrivelsen af Søren Andersen med, at ”han er nok den mand, der gennem tiderne har betydet mest for Tranbjerg”.

Bageriet 1936-1997

I 1936 overtog sønnen Tage Hjortshøj bageriet sammen med sin hustru Alma, men Søren fortsatte med at hjælpe til i nogle år. Han døde i 1948. I 1936 standsede bageriets rugbrødsproduktion, da man begyndte at købe rugbrødene hos den store brødfabrik Magdalenemøllen, som lå i Kongsvang. Efter at have afsluttet morgenturen i Aarhus-området, hentede brødkusken rugbrødene, som dels blev solgt i Tranbjerg og dels til eftermiddagsturens landkunder.    Under Besættelsen var der mangel på benzin, så Tage Hjortshøj Andersen havde en bil med gasgenerator, der blev brugt til Aarhus-turen, mens landturen igen foregik med en hestevogn. Og som følge af de hårdeisvintre anskaffede man en kane med en stor brødkasse bagpå, så landkunderne var sikre på at få deres brød.    Der blev ikke længere produceret så meget brød i bageriet, men der var stadigvæk ansat en svend, og i begyndelsen af 1950´erne kom Tage og Almas søn Karl Erik, kaldet Kalle, i lære i bageriet, og senere fortsatte han som svend. Alma ekspederede i butikken hjulpet af hushjælpen og døtrene Margit og Birgit.    I 1970´erne er Tage og Kalle de eneste bagere i bageriet.
bageriet-05

Alma, Kalle og Tage ved bryllupsfesten for Kalles bror og svigerinde, Kalle og Jonna

Fra midten af 1980´erne arbejder Kalle alene, og han overtog forretningen i 1989 efter Tages død. På det tidspunkt blev der kun produceret til salg i forretningen, da landturen var blevet indstillet omkring 1980 som følge af konkurrencen fra supermarkeder og andre forretninger.
Fra 1979 til 1988 stod Kalles svigerinde, Jonna, i butikken om formiddagen, og om eftermiddagen ekspederede løst ansatte skolepiger. Fra 1988 til 1997 havde Kalle en fastansat ekspedient om formiddagen. Kalles søster Margit Michelsen hjalp regelmæssigt til, både med regnskaberne og i weekenderne også i forretningen. Bageriet havde således også i de senere år præg af et familieforetagende.                                                                                                                             Isidste halvdel af 1990´erne fik Kalle problemer med helbredet, og han besluttede at lukke bageriet i 1997.

Museumsplaner

Omkring 1995 begyndte man i Frilandsmuseet i Sorgenfri at arbejde på at etablere Andelsbyen i forbindelse med deres eksisterende samling af landbygninger, der især viser forskellige typer af bondegårde i Danmark. 
Museet begyndte at undersøge og opmåle bygninger i Danmark, der var typiske for tidens mindre byer mellem ca. 1880 og 1940, og efter år 2000 begyndte man at nedtage enkelte bygninger og genopføre dem i Frilandsmuseet, bl.a. en brugsforening. Senere har projektet ændret navnet til Stationsbyen, men det dækker stort set det samme.  Det var i denne sammenhæng, Frilandsmuseet begyndte at interessere sig for Bageriet i Tranbjerg, som opfyldte kriterierne for projektet, og Kalle Hjortshøj Andersen var indforstået med flytningen af bageriet til
Sorgenfri. Derfor rejste museumsinspektør Rikke Bengta Ruhe flere gange til Tranbjerg i 2004, og arbejdede nogle dage på Lokalhistorisk Samling med at indsamle oplysninger i bøger, kirkebøger, folketællinger og andre kilder. Andre dage interviewede hun Kalle og hans søster Margit Michelsen, og derigennem fik hun mange oplysninger om bageriets historie, arbejdsgangene og personerne. Der blev også lavet plantegninger over bageriet, dom blev målt op. Ud fra alle disse oplysninger udarbejdede Rikke Bengta Ruhe et udførligt materiale, dom skulle bruges i forbindelse med bageriets flytning og fortællingen om det.                    
Desværre lykkedes det ikke for Frilandsmuseet at skaffe penge til at gennemføre flytningen, og derfor blev planen efter et stykke tid skrinlagt. Heldigvis sendte Rikke Bengta Ruhe en kopi af sit materiale til
Lokalhistorisk Samling i Tranbjerg, og det er vi meget glade for, idet det er det eneste materiale vi har om bageriet. Ruhes materiale er derfor også grundlaget for de fleste oplysninger i denne artikel.

I dag

Hovedgaden 38 eksisterer stadigvæk og er blevet ført tilbage til sin oprindelige skikkelse med indgang i midten af bygningen. Det har til gengæld bevirket, at sporene efter bagerforretningen til venstre er væk.
bageriet-04_ca1980

Bagerforretningen ca. 1980

I efteråret 2015 er de sidste rester af bageriets fundamenter blevet fjernet, og dermed er de sidste synlige minder om en travl arbejdsplads og et centralt sted i Tranbjerg forsv  Men mange beboere i Tranbjerg husker stadigvæk Kalle og hans bagværk, især æble- og hindbærsnitterne, napoleonskagerne, lagkagerne og ”russerne”, en slags tør kringle med en del kanel på. Nogle husker også, at hvis man kom før forretningen åbnede, kunne man selv tage brød og rundstykker i bageriet og lægge pengene i en blikkasse.