Erindringer

Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – Lars Kjærsgaard Johansen

Som noget nyt har Tranbjerg Lokalhistoriske Samling samlet et tema med Erindringer på vores hjemmeside, tranbjerglokalhistorie.dk.

For øjeblikket er der erindringer og livshistorier. Den ældste af dem er livshistorien om Mine Mikkelsen, der levede fra 1851 til 1943, og hendes datter Karen Busk skrev i 1945 en udførlig beretning om moderens liv.
Mine Mikkelsen var en af eleverne på Østerby Pigeskole i 1860´erne, og efter skoletiden fik hun plads et par steder i Tranbjerg, bl.a. hos førstelæreren Jens Andersen. De fleste erindringer beskriver perioden fra ca. 1930 til ca. 1960, og flere af dem er dukket frem af vores arkivalier de sidste par år.
Det gælder bl.a. nogle erindringer af børn til teglværksarbejdere, som boede i arbejderbygninger, der lå tæt på Sleth Teglværk.
– Det gælder fx Inger og Helga Faurskov, som voksede op i Lybecks hus i 1930´erne sammen med sin søster. Deres far var formand på teglværket i næsten 30 år.
Inger Faurskov beskriver familiens dagligdag, huset og omgivelserne, og hun husker bl.a. at storken var almindelig i hendes barndom.

 

Eigil Bräuners udførlige erindringer er nyere og har titlen ”Landsbydreng i 40´erne”. Heri beskriver Eigil Bräuner nogle oplevelser under Besættelsen, forældrene, skolegangen, fritidsaktiviteterne, og fastelavnsfesterne omtales udførligt. Alt i alt får man et virkeligt godt indtryk af landsbyen Tranbjerg i 1940´erne oplevet gennem en drengs øjne.

 

Omkring 1970 begyndte Tranbjergs meget store befolkningstilvækst, og en af de personer, der flyttede til Tranbjerg var Harald Kvist, der sammen med familien slog sig ned i Tranbjerg i 1972. I Harald Kvists erindringer ”En flytning til Tranbjerg” fortælles der om flytningen og mødet med naboerne, og mange af de markante personer i byen portrætteres kortfattet ud fra humoristiske episoder. Det gælder bl.a. flere af de handlende i Tranbjerg Hovedgade.

Nogle af erindringerne er kortfattede og er på 1 maskinskrevet side, de fleste er på 3-5 sider, og enkelte er endnu længere. I alle tilfælde får man som læser indblik i personernes liv og oplevelser, og man får også kendskab til de vilkår, der prægede samfundet – og Tranbjerg – da begivenhederne fandt sted. Livshistorierne er skrevet af personer, som har haft kendskab til en persons liv, og for det meste er det et familiemedlem.
Tranbjerg Lokalhistoriske Samling er interesseret i, at flere ville aflevere erindringer eller
livshistorier, således man i fremtiden kan danne sig et indtryk af livet i Tranbjerg i de seneste årtier. Også erindringer fra arbejdslivet eller evt. foreningsarbejde vil være interessante for de kommende generationer. Man kan selv bestemme, om erindringerne og livshistorierne må offentliggøres, og hvornår det eventuelt må ske. Det aftales med arkivet ved afleveringen.

Olaf Bergholz Knudsen, som levede fra 1932 til 2009, flyttede i 1967 som en af de første til
Damvænget i Tranbjerg Haveby. Han engagerede sig hurtigt i det lokale liv, og de sidste mange år arbejdede han meget aktivt i Tranbjerg Lokalhistoriske Samling. Han havde planer om at udgive en bog om Tranbjergs historie fra 1980´erne, og han begyndte at indsamle materiale, men projektet blev desværre ikke gennemført. Ved sin død efterlod Olaf Bergholz Knudsen sig en fyldig mappe med det indsamlede materiale, og den første side var nogle erindringer, som sandsynligvis skulle bruges som et forord eller i et indledende kapitel.

Selv om følgende uddrag er ret kortfattet, giver det et godt indtryk af Tranbjergs overgang fra landsby til forstad. Trods de nye parcelhuse, var der stadigvæk landsbypræg omkring Damvænget:
Jeg har boet i Tranbjerg – eller for at være mere præcis i Tranbjerg Haveby – siden 1967, og jeg har lige nøjagtig oplevet den sidste del af Tranbjergs tid som landsby:
Den gamle skole ved landevejen, skoledrenge, der iført hvide skjorter og røde skærf gik syngende fra hus til hus for at samle ind til fastelavnsfest, Brugsen på Hovedgaden, der stadig solgte høstbindegarn. Det fælles juletræ for  byen på Kroen – og det var vel netop i den forbindelse, jeg oplevede, at landsbyfællesskabet blev umuliggjort, da der kom så mange kredse af børn omkring juletræet, at en fortsættelse ikke kunne komme på tale.
Vi kunne gå over til det manglende hjørne af Damvænget om aftenen og se Sørens køer gå hjem til malkning. Vi købte æg ved bryggersdøren til Sørens mor, og der kom både fiskemand og mælkemand til vores dør. Om efteråret kunne vores børn sammen med alle de andre børn bygge huler af halmballerne på marken lige bag ved Damvænget.
Vi var på fornavn med chaufførerne på De Blaa Busser, der havde endestation ved Damvænget. Vi havde alle de indkøbsmuligheder, vi kunne ønske os i det, vi nu kaldte Gl. Tranbjerg – købmand, bager, brugs, gartner, slagter, frisør og læge.