Et julepostkort fra 1916
Historien er skrevet af Lars Kjærsgaard Johansen og bragt i Tranbjerg Tidende Nr. 6 – 2016.
Tiden op til jul er fyldt med mange traditioner, men én af dem er ved at forsvinde.
I dag skrives der kun en lille brøkdel af de julepostkort, der blev skrevet for et par årtier tilbage. Hvis man går endnu længere tilbage i tiden, var det ikke ualmindeligt, at en familie modtog 15-20 postkort, som blev lagt frem i et fad, så gæsterne kunne se dem, og måske blive imponeret. Selv mennesker, der næsten dagligt så hinanden, sendte julekort til hinanden.
De første julehilsener i Danmark blev sendt i 1870´erne efter inspiration fra England, men i 1880´erne og især 1890´erne blev der fremstillet mange danske julekort, hvor nissen var den gennemgående figur.
Julemanden er en udenlandsk opfindelse, så derfor optrådte han kun sjældent og noget senere på julekortene. I bogen ”Fra billedhilsen til postkort” fra 2007 kan manse mange eksempler på de tidligste julekort. I begyndelsen af 1900-tallet var der flere, der begyndte at producere postkort med motiver, de havde fotograferet. Det kunne være seværdigheder, bybilleder, gårde og forretninger, men efterhånden blev der også fremstillet kort med familiebilleder, som blev sendt til familien og venner. Nogle af disse kort blev brugt som julehilsener, og børnebilleder var et yndet motiv.
Der eksisterer et sådant julepostkort fra Tranbjerg fra 1916, og Tranbjerg Lokalhistoriske Samling har lånt det af Mårslet Frimærkeklub. Motivet er en lille pige, som står med en kanin og kikker på fotografen foran hovedbygningen af en større gård. Adressaten er ”
Frk. Marie Jensen ads./ Grd. Thorvald Birkegård, Hasselager”,
og teksten på kortet er
”Ovesminde 22-12- 16, Kære Marie. En rigtig glædelig Jul og et godt Nytår ønskes dig af Maren og Søren og lille Anna. Du kommer vel herned til Jul”.
Den lille pige på julepostkortet er altså Anna Marie Birkegaard, som blev født den 7. februar 1915 på Ovesminde. Hendes forældre var Søren Hansen Birkegaard, der var født på Birkegaard i Obstrup, og Maren Jensen, som kom fra Ingerslev. Søren havde fire brødre, men adressaten Thorvald var ikke en af dem. På julekortet står lille Anna noget alene med sin kanin, men hun havde faktisk allerede fået en lillesøster, Petrea, i slutningen af november, og indtil 1930 fik hun yderlig seks søstre, så der var i alt otte piger i familien Birkegaard.
Gården Ovesminde var en af de største i Tranbjerg sogn, og den havde været i samme families eje i over hundrede år indtil 1907.
I 1892 brændte gården ned til grunden, men den blev genopført samme år og flyttet til sin nuværende placering på toppen af et lille højdedrag ved Bjødstrupvej. I forbindelse med et generationsskifte i 1902 blev gården opkaldt efter et familiemedlem og tidligere ejer og fik navnet Ovesminde. Søren Hansen Birkegaard købte gården i 1914, men solgte den allerede i 1918 og flyttede til Tingskoven. Han tilbagekøbte Ovesminde i 1925 og ejede den til 1930, da han købte herregården Taarupgard ved Hjarbæk Fjord, lidt nordvest for Viborg.
Søren Hansen Birkegaard var en foretagsom mand, så i begyndelsen af 1930´erne udstykkede han store arealer til husmandsbrug, og i stedet indrettede han i 1934 en restaurant i den gamle herregård. Samtidig åbnede han også et sommerpensionat på Taarupgaard og byggede badekabiner og en bådebro ved Hjarbæk Fjord, så gæsterne kunne komme sejlende til fra Hjarbæk havn.
Han byggede også en dansepavillon og havde en vis succes med stedet i de følgende år, da der var vækst i den indenlandske turisme, bl.a. som følge af det voksende antal biler. Imidlertid bevirkede Besættelsen i april 1940, at gæsterne efterhånden forsvandt, og i 1941 solgte Søren Hansen Birkegaard Taarupgaard til staten.
Dermed forsvinder Søren Hansen Birkegaard og hans familie fra de kilder, der har været til rådighed, og derfor er det uvist, hvor familien flyttede hen, og hvad Søren Birkegaard Hansen foretog sig efter 1941. Et par af Annas søstre blev gift, mens familien boede på Taarupgaard, men den sidste oplysning vi har om Anna er, at hun i 1934 flyttede fra København til Taarupgaard Ifølge folketællingen fra november 1940 boede kun de fire yngste søstre hos forældrene.
Hvis der er nogen, der har oplysninger om familiens historie efter 1941 – og især Annas historie er Tranbjerg Lokalhistoriske Samling meget interesseret i at modtage dem.
(Efter at artiklen har været bragt i Tranbjerg Tidende har to personer henvendt sig til arkivet med oplysninger om Birkegaard familien)