Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – Lars Kjærsgaard Johansen
Tranbjerg var indtil midten af 1900-tallet et typisk landsogn med mange gårde og husmandsbrug. Først med åbningen af Odderbanen i 1884 var der for alvor kommet forretninger og håndværksvirksomheder til sognet, men industrivirksomheder var der få af. En markant undtagelse var dog Sleth Teglværk, som uden sammenligning har været den største og længstlevende arbejdsplads i Tranbjergs historie. Den lå ved Sletvej og eksisterede fra 1851 til 1982. Sleth Teglværk beskæftigede i perioder omkring 100 arbejdere, og selv om mange var sæsonarbejdere, har teglværket haft en væsentlig betydning for udviklingen i Tranbjerg og især i Slet.
Derfor er det noget overraskende, at der ikke er skrevet en sammenhængende historie om Sleth Teglværk, fx i form af et jubilæumsskrift, og at teglværket tilsyneladende ikke har efterladt et arkiv. Vores viden om teglværket er altså noget mangelfuldt, men heldigvis brugte en tidligere medarbejder ved Tranbjerg Lokalhistoriske Samling, Gunnar Rørmand, i 1980´erne mange kræfter på at indsamle oplysninger, erindringer og fotografier fra Sleth Teglværk. Han arrangerede også en stor udstilling på Tranbjerg Bibliotek, og et af resultaterne var billedserien ”En mursten blir´ til på Sleth Teglværk”, som kan ses på vores hjemmeside under ”Temaer”.
1851-1883
Man kender ikke det nøjagtige årstal for den første teglbrænding i Slet, men det er blevet sat til 1851. Dét år købte fæstebonde Niels Mikkelsen i Slet sig fri af Moesgaard gods, og senere købte han også en nabogård. Han rev sin første gård ned, hvorefter han opførte en helt ny og grundmuret gård, som senere fik navnet Teglværksgården. Man mener at Niels Mikkelsen selv fremstillede teglstenene til sin nye gård, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt, hvor der var ca. et tusinde teglværker i Danmark. Første gang Sleth Teglværk omtales er i 1859, hvor der i førsteudgaven af Trap Danmark står: ”— og i Sleth et teglværk. ”
Teglværket blev i 1860´erne så stort, at Niels Mikkelsen valgte at bortforpagte det, så han kunne koncentrere sig om sit store landbrug. I 1875 havde Niels Siim forpagtet Sleth Teglværk, og gennem hans notater har vi et præcist billede af teglværket i det år. Der blev foretaget seks brændinger og produceret ca. 350.000 mursten og drænrør. Teglværksarbejdet var et sæsonarbejde, der strakte sig fra april til oktober, idet leret ikke kunne graves fri, tørres og formes i vintermånederne. I Siims notater nævnes 15 arbejdere, hvoraf de fem kom fra Sleth, mens resten kom fra nærliggende landsbyer.
Stort set hele produktionen blev solgt til omegnens bønder. Omkring 1850 købte mange fæstebønder sig fri af Moesgaard og blev selvstændige, og en del flyttede deres gårde fra landsbyen ud på marken. På grund af de gode tider for landbruget i sidste halvdel af 1800-tallet, havde mange bønder mulighed for bygge nye og større gårde. Mange satsede også på at forbedre jordens kvalitet, bl.a. ved at lægge drænrør, og i 1875 producerede teglværket ca. 90.000 drænrør.
1883-1905
I 1883 døde Niels Mikkelsen, og derefter blev Sleth Teglværk solgt for 58.000 kr. til fem personer, som dels var erhvervsfolk fra Aarhus og dels lokale gårdejere. Blandt de første var brødrene Thomsen, som var murermestre og driftige bygherrer i Aarhus, og blandt de sidste var Kr. Rasmussen fra Gunnestrup. I 1887 blev der oprettet et aktieselskab, og murermester J.H. Andersen blev nyt medlem af ejergruppen. I 1890´erne var han både forretningsfører og direktør.
I juni 1884 begyndte Odderbanen at køre, og fra begyndelsen var der blevet lagt et sidespor til teglværket. Det blev en gevinst for begge parter, og transporten af produktionen blev forbedret, bl.a. til Aarhus, hvor byggeaktiviteten var stor i slutningen af 1800-tallet. De fleste mursten blev dog stadigvæk transporteret med hestevogn. Derfor ejede teglværket i begyndelsen af 1900-tallet 12 heste, der både blev brugt som trækkraft i produktionen og til transporten, og anvendt i landbruget på teglværkets store arealer. De blev holdt i reserve til fremtidige udgravninger, og landbruget betød, at nogle teglværksarbejdere ofte blev sat til at arbejde som landbrugsmedhjælpere.
På grund af det store salg af mursten og drænrør var Sleth Teglværk allerede i midten af 1880´erne blevet en stor virksomhed, der bestod af femten bygninger, heraf syv tørrelader og to klamplader. Derudover var der et ovnhus, et maskinhus og et beboelseshus, og fra lang afstand kunne man se teglværkets høje skorsten. I 1895 blev der opført en stor kontor- og beboelsesbygning i tre etager, der rummede syv lejligheder og tre værelser. Det var et tidligt eksempel på, at teglværket arbejdede aktivt for at sikre arbejderne og deres familier et sted at bo.
De forenede Teglværker
I 1905 blev Sleth Teglværk solgt til De forenede Teglværker ved Aarhus A/S for 117.000 kr. Bag sammenslutningen stod brødrene Søren og Jens Nymark, som ejede Emiliedal Teglværk i Skåde, og storkøbmanden Hans Broge, der ejede Tilst Teglværk. I 1934 købte De forenede Teglværker også Kragelund Teglværk, og sammenslutningen bestod da af seks teglværker.
Søren Nymark blev ansat som sammenslutningens direktør, og han begyndte med det samme at effektivisere produktionen ved at anskaffe nye maskiner, fx strygemaskiner til teglstensproduktionen. Søren Nymark var direktør i ca. 40 år, og han deltog også i det organisatoriske arbejde i Teglværksforeningen og blev en markant industrileder i Aarhus. Da industrikvarteret i Holme-Tranbjerg blev bygget omkring 1960, blev en af de større veje opkaldt efter ham. Han havde foriøvrigt familiemæssig tilknytning til Tranbjerg, idet han i 1901 blev gift med Margrete Jensen, der var datter af stationsforstanderparret i Tranbjerg, Jørgen og Mette Jensen.
I 1908 blev Otto Britze ansat som ny bestyrer af Sleth Teglværk. Han var født i Tyskland i 1884, og som 20-årig rejste han til Danmark og blev ansat i Kählers keramikvirksomhed i Næstved. Senere blev han ansat som bestyrer ved forskellige teglværker i Danmark inden han blev hentet til Sleth. Ifølge svigerdatteren Ninna Britze skærpede Otto Britze kravene til arbejdsindsatsen og kvaliteten til produktionen, og stenene fra teglværket blev efterspurgte blandt murermestre. Efter Otto Britzes død i 1928, blev sønnen Bruno Britze bestyrer indtil 1951, og dermed satte Britze-familien sit væsentlige præg på Sleth Teglværk i over 40 år.
Teglværket fortsatte med at bygge og indrette boliger til arbejderne. I 1908 blev de to tvillingehuse på Ellemosevej 21 og 23 bygget, og der boede to familier i hvert hus. Også andre steder i Sleth blev der indrettet boliger for de ansatte, og i 1918 blev Pensionatet opført på Sletvej 41. Det lå tæt på teglværket og blev bygget for at huse nogle af sommerens sæsonarbejdere, men senere blev det ombygget til bolig for fire familier. Bygningen eksisterer endnu.
Under 1. verdenskrig kunne teglværket ikke få de sædvanlige leverancer af kul, og derfor blev man nødt til også at benytte tørv. I 1917 selvantændte noget tørv, og det meste af teglværket brændte ned til grunden, men det blev hurtigt genopført.
Arbejderne
Ordet teglværksarbejder dækkede over mange forskellige slags job, og der var et klart hierarki, hvor nogle jobs var ”finere” end andre. Der skelnedes fx mellem gravere, trillere, strygere, brændere, ovnfolk, klampere og kuske. 
De nyansatte gravede leret løs og kastede det på en tipvogn, der blev trukket af en hest. Derefter blev leret behandlet og formet til rå mursten, der af trillerne blev kørt ud i tørreladerne. Efter tørringen blev stenene af ovnfolkene sat ind i ringovnen til brænding, og brænderne havde høj status, idet de skulle være omhyggelige for at opnå den rette temperatur til brændingen.
For at udnytte den korte sæson bedst muligt var arbejdsdagene ofte lange, og før 1900 var det ikke ualmindeligt at arbejde 10-12 timer om dagen. Meget af arbejdet var akkordarbejde, og der skulle arbejdes hårdt for at holde akkorden.
Arbejderne på teglværkerne blev organiseret ret sent i forhold til andre arbejdere. Sæsonarbejdet bevirkede, at de fleste arbejdere ikke fik et fast tilhørsforhold til arbejdspladsen og kollegerne. Næsten alle teglværker lå på landet, hvor de fleste arbejdere også boede, og her var tilslutningen til fagforeningerne noget lavere end i byerne. Arbejdsmændenes fagforening i Tranbjerg blev oprettet i 1903 efter udskillelse fra fagforeningen i Skåde, som stammede fra 1898.
Teglværksproduktionen var meget følsom for økonomiske konjunktursvingninger, og det havde også været tilfældet i 1920´erne. Det skulle dog blive endnu mere udtalt i de efterfølgende årtier. I en kommende artikel vil der blive gjort rede for Sleth Teglværks historie fra ca. 1930 til lukningen i 1982.
Kilde: Gunnar Rørmand: Sleth Teglværk. Jysk Åbent Universitet 1987
