Inger Faurskov, datter af Niels Faurskov og Esther f. Smedegaard, skrev i 1987 hendes erindringer om opvæksten i “Lybæksminde” (Kaldet også “Lybecks hus”), der tilhørte Sleth Teglværk.
Inger Faurskov er født den 6. februar 1926 i Århus Domsogn.
Niels Farurskov var ansatsom brænder på teglværket i 1925 og var formand for teglværket fra 1930 til 1958.
LÆS også Niels Faurskovs erindringer som kan ses her på arkivets hjemmeside.
Ingers lillesøster, Helga, har også skrevet hendes barndoms erindringer fra opvægsten i Lybeck huset – link herfra hjemmesiden under ‘Erindringer’.
Kan også ses på Arkiv.dk – ling fra forsiden – ligger som U70591.
BILLEDE
Lybecks hus. Slet. 1933.
Pigerne er døtre af Niels Faurskov der er brænder og senere formand på Sleth Teglværk i årene 1930-1950.
Inger, født den 6. februar 1926 i Århus Domsogn og Helga, født den 13. februar 1928 i Kolt Sogn.
Bryggerstedet matr. nr. 1a Slet i dag Sletvej 35, matr nr. 8af også kaldet ølbryggerstedet.
Ejendommen beboes i dag af Ivar Nielsen, (købt den 21.3. 1983) der mener, at det tidligere har været bestyrerbolig for Teglværket.
Familien Ivar Nielsens køkken var tidligere folkestue.
Der har været ølbryggeri på stedet til kort efter århundredskiftet.
Der findes et luftfoto taget fra lav højde, hvor Emil Larsen og hans to sønner Frede og Peter Larsen ses uden for huset, vinkende til fotografen.
Alle tre var knyttet til Teglværket i livslange ansættelser.
(Originalt billede ved Inger Faurskov juni 1987.)
- – – – – – – – –
Erindringerne som tekst:
Inger Faurskov, Tinglevgade 1, 8000 Aarhus C. Aarhus, juli 1987.
SLETH TEGLVÆRK med lergrave, dyrkede marker, grøfter, moser og blomstrende enge med storke og viber var min barndoms land, eg jeg vil her gerne berette lidt om tiden, før jeg begyndte at gå 1 skole.
Min første erindring om teglværket er, da jeg i 192 8 – 2½ år gammel – sammen med min mor – og med min lillesøster i barnevognen – tog turen fra Hasselager, hvor vi dengang boede, til “Lybæksminde” (som skulle blive mit hjem i ca. 3o år) for at gøre rent.
Far og mor traf hinanden på teglværkets pensionat, hvor mor var bestyrer, og lavede mad til arbejderne. Der var også nogle få værelser, hvor arbejderne kunne bo, og her flyttede min far så ind.
Min far, Niels Faurskov, er født i Hammel i 1891, og opvokset i Sønderskoven ved Frijsenborg, hvor min bedstefar: > var slotsvægter i over 60 år.
Far kom tidligt ud at tjene, i begyndelsen som hjorddreng om sommeren. Som 18-årig kom han ud at sejle med “Georg Stage”, og derefter sejlede han via England til Canada og Sydamerika, hvor han rømmede sammen med en kammerat og fik plads som fyrbøder på et mejeri. Senere arbejdede han på flere estancias i Argentina, indtil han i 1918, da verdenskrigen var slut, vendte hjem med en norsk bark. Han havde da været borte i 9 år, og hans mor kendte ham ikke, da han dukkede op i barndomshjemmet og bad om husly.
Derefter arbejdede han på forskellige herregårde i Jylland og på Sjælland, indtil han i 1925 fik arbejde på Sleth Teglværk, først som lergravsarbejder cq senere som teglbrænder.
I 19 3o fik han
tilbudt jobbet som formand, og jeg husker endnu glæden i hjemmet, da han fortalte min mor det.
Min mor, Esther Smedegaard, er født i Haurbak, Hinge sogn, og kom også, som det dengang var skik, tidligt ud at tjene. Hun var kokkepige i forskellige herskabshuse i København og Aarhus og mejerske på bl.a. Løsning Mejeri og et mejeri på Sjælland ved Esrom sø. .
For at komme til “Lybæksminde”, som min far og mor i spøg kaldte ejendommen, skulle vi forbi bestyrerboligen, stalden, håndstrygerladerne og lermøllerne og øst om det hvide hus – fyrbøderhuset – og derefter ca. 15o m ad en markvej.
Ejendommen, som dengang var meget forfalden, bestod af et stuehus i bindingsværk med tag af tagpap, et lille vaskehus med gruekedel og brændselsrum, hønsehus og svinehus med stråtag og en lade med vognport, hvor der stod gamle køretøjer, som var “befolket” med lus og lopper, så dér blev det forbudt at lege.
I de gamle udhuse måtte vi heller ikke lege, for de var sammensunkne og faldefærdige, og blev da også revet ned, da der langt om længe blev givet tilladelse dertil.
Noget af det første, jeg husker, er, at jeg var med mor ude i udhuset for at se, om der kom kyllinger i de æg, skrukhønen rugede på. Æggene blev lagt i vand, og de, der gik til bunds, blev smidt væk, medens resten blev lagt under hønen igen, og kort tid efter skete underet: Små gule og brune kyllinger løb pippende omkring.
Til huset hørte en stor tilgroet have, som mine forældre ved fælles hjælp fik styr på, anlagt græsplæne og blomsterbede. Her dyrkede vi kartofter og grøntsager, og der var gamle frugttræer, æbler pærer, blommer og kirsebær samt hyld. Nogle af disse gamle træer findes endnu på arealet, men smukkest er vel nok kastanietræet, som er vokset op af kastanier, vi samlede op under de 2 kastaraietræer, der stod ved overskæringen (Odderbanen) ved indkørselen til gartner Pedersens ejendom. Disse kastanier blev ved hjælp af tændstikker til dyr af forskellige slags, og havnede senere på møddingen, hvor en af dem spirede. Min far plantede den i haven og værnede om den, og den blev senere flyttet om i gården, hvor den voksede op, og her kunne vi så nyde rabarbergrøden i dens kølige skygge på varme sommerdage, og glæde os over den om foråret, når knopperne glinsede og når den senere satte lys.
Mod nord øg øst afgrænsedes haven af et lille stykke “skov” med hyld, hassel, røn og syren. Her ved diget fandt vi de første anemoner om foråret, og hørte “kukkeren”, som vi undrede os meget over. Kunne det virkelig være en fugl?
På markerne var der lærker og viber, og storken var også almindelig dengang. Der var også ræven, som “boede i Ravnsbjerg-bakken”. Den var årsag til flere tragedier, når der om morgenen manglede en skrukhøne eller nogle af de små kyllinger.
Lergravene strakte sig fra fyrbøderhuset helt ned til vores gårdsplads, og engang blev der endog gravet helt ned mellem stuehuset og hønsehuset, så vi måtte have lavet en træbro over til hønsehuset, hvor der også var w.c.
I stuehuset var der 2 stuer, soveværelse, entre, køkken, stort spisekammer med kælder under samt et loftsværelse i sydgavlen. Der var elektrisk lys i stuen, men i køkkenet brugte vi petroleumslamper. Vand fik vi fra pumpen i gården, og al slags brændsel til komfur og kakkelovne fik vi leveret fra teglværket. Det var en del af fars løn, da han blev formand.
Varer til den daglige husholdning købte vi i Tranbjerg Brugsforening. Mor skrev op i en kontrabog, hvad vi skulle have, og så gik hun til brugsen med bogen (ca. 2i km), hvorefter brugskusken kom med varerne om fredagen i hestevogn. Der var altid et lyse rødt kræmmerhus med bolcher med til børnene, ofte “Kongen af Danmarks”
Mælk fik vi leveret i små spande og kander, som mælkekusken stillede i en lille kasse ved lermøllerne, hvor vi så kunne hente det. Senere fik vi vores egen postkasse ved fyrbøderhuset, og her lagde brødkusken bl. a. dejligt varme rugbrød, som det var uimodståeligt at bide i, når vi skulle hente dem hjem.
I de første år var det kun min far, der havde cykel, så vi måtte gå, når vi skulle nogen steder, men det kunne ske, at vi bestilte en lillebil, når vores bedsteforældre kom på besøg med toget til Viby Nord, og skulle hentes dér, og så fik min søster og jeg lov at køre med. Det var ikke så dyrt dengang, og man kunne endog leje en lillebil med chauffør en hel dag uden at blive ruineret.
Vi havde ikke radio eller andre nymodens ting hjemme, men vi holdt “Demokraten”, “Hjemmet” og “Nordisk Mønstertidende”. Tøjet skrev vi efter fra “Buldog”, og min mor syede næsten alt selv. Da der ikke fandtes mekaniske hjælpemidler af nogen slags, gik dagene stille og roligt med de forskellige sysler i hjemmet og med pasning af husdyr, hvoraf vi havde hund og kat, høns og af og til kaniner.
Alene vask af tøj varede dengang ca. 3 dage:
1. dag: Iblødsætning af tøj i 3 kar – det fine, det grove og det
brogede. Vandet skulle hentes ved pumpen og bæres ind i vaskehuset.
2. dag: Skiddenkogning og finkogning i gruekedel, skylning ved pumpen i flere hold vand med blåelse i sidste hold, så tøjet kunne blive fint hvidt. Forklæder og flakoner skulle stives. Ophængning i gård og have eller på loftet.
3. dag: Sammenlægning, strygning med gammeldags jern, som skulle
varmes på komfuret, og eventuelt rulning i kampestensrulle.
Så var der julegilderne hos alle naboerne på skift, næsten hver aften fra jul til hellig-tre-konger, og juletræsfesten på Tranbjerg Kro. Da fik vi nye balkjoler og laksko – hvert år – og alle børn og forældre blev hentet i rutebil. Det var en fest.
Ellers gik dagligdagen i en fast rytme, bestemt af teglværkets fløjte. Når den lød, var maden eller – hvis det var til frokost (det kaldte vi den første pause om formiddagen) – kaffen færdig, og så ventede vi blot alle – også hunden – på, at far skulle komme hjem.
Inger Faurskov.
– – – – – – – – – – – – –
Kirkebog. Århus Domsogn
Folketælling. Tranbjerg. 1930
———————–
