Eigil Bräuner (1936- )

Landsbydreng i 40’erne
af Eigil Bräuner

Eigil Bräuner blev født i Tranbjerg i april 1936. Hans forældre var Albert og Ingeborg Bräuner, og Eigil var den yngste af tre brødre.  Eigils morforældre var Hans (Post Hans) og Mariane Nielsen.

Eigil voksede op i Tranbjerg. I begyndelsen af 1980´erne tog han en Hf-eksamen. Da der skulle skrives en stor dansk-opgave, valgte Eigil at skrive om emnet ”En landsbydreng i 40´erne”, der er erindringer om barndommen i Tranbjerg.
I dag bor Eigil Bräuner som tredje generation i Postens Hus i Tranbjerg Hovedgade 30.

Vi har  valgt at bringe Eigils erindringer her på arkivets hjemmesider.

1

At være landsbydreng i fyrrerne var på mange måder forskelligt fra at være landsbydreng i 80´erne. Disse forskelle, håber jeg, håber jeg, vil komme frem i det følgende.

Jeg har valgt at bringe oplevelser fra min egen barndom, men jeg vil også prøve at give en mere almen beskrivelse af landsbylivet i 40´erne. Efter en kort beskrivelse af tiden vil jeg fortælle om mit barndomshjem, min far og mor, mine brødre, naboerne, legekammeraterne, skolen lærerne, fritiden, børns muligheder for at få indblik i de voksnes verden, forholdet mellem de gamle i byen og børnene, landsbylivet i almindelighed, samt normer og fordomme. Det vil ikke blive en beskrivelse i kronologisk orden, idet jeg for at dække så stor en del af perioden som muligt, nogle gange vil være nødt til at springe frem og tilbage tidsmæssigt. Da jeg med nogenlunde sikkerhed kan huske tilbage til 1943, vil jeg beskrive perioden fra 1943 til 1950.

2

I 1943 var der krig i Danmark. Landet var besat af tyskerne, og befolkningens bevægelsesfrihed var på mange måder indskrænket. Man måtte ikke færdes ude om aftenen, og hvis man havde lys tændt i husene, skulle vinduerne være dækket med sorte mørklægningsgardiner. Gaderne lå mørke hen. Det eneste lys man så, var tyskernes søgelys. Det var nogle kæmpeprojektører, der sendte lange kraftige lysstråler op imod himlen. Formålet med disse søgelys var at afsløre eventuelle engelske flyvere.

Mange gange hændte det, at der blev blæst luftalarm. Det betød, at man skulle søge beskyttelse i dertil indrettede beskyttelsesrum. Alarmen var en hyletone, som svingede mellem høje og lave toner. Først når der kom en lang tone, som den vi hører hver onsdag kl. 12.00, var alarmen afblæst. Der var dog mest byerne disse alarmer gjaldt. Selv har jeg aldrig været i et beskyttelsesrum. På landet var vi ikke så bange for luftangreb.

Under hele krigen var der rationeringer. Alt var rationeret, mad, tøj, brændsel osv., og de varer vi kunne få var dårlige. Importerede varer kunne slet ikke fås. Det var derfor først i slutningen af fyrrerne, at vi børn stiftede bekendtskab med sydfrugter, the, kaffe, chokolade, tyggegummi, ris, rosiner, svesker og meget andet. Trods manglerne kan jeg dog ikke erindre, at vi savnede noget. Vi fik hver dag det vi kunne spise, og tøj og varme havde vi da også.

Selv om landet indtil 1945 var besat af tyskerne, og at vi hver dag så tyskere med geværer og maskinpistoler, kan jeg ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har været angst. Alligevel var det med glæde og forventning, vi så frem til krigens afslutning. Der blev derfor også stor glæde og jubel den aften, vi fra den danske stemme i London fik meddelelse om, at tyskerne havde kapituleret. Min mor græd, og vi børn løb ud på vejen til de andre børn, hvor der blev råbt hurra og længe leve Danmark.

Først efter befrielsen tror jeg, at det rigtigt gik op for os, hvor slem krigen havde været. Da hørte vi om kampene ved fronten og om koncentrationslejrene.

I slutningen af 40´erne blev alt efterhånden normaliseret, men rationaliseringerne varede et stykke ind i 50´erne.

3

Mit barndomshjem var et normalt arbejderhjem. Min far var smed, og min mor syede for private. Vi var tre brødre, hvoraf jeg var den yngste. I 1943 købte mine forældre et hus. Det var et hus med to lejligheder. Hver lejlighed indeholdt køkken, to stuer og et loft med et kammer. Til os drenge blev der lavet nogle sovepladser inde under taget. Noget egentlig værelse havde vi ikke. I køkkenet var der et komfur, hvori vi fyrede med tørv og høvlespåner. I stuerne var der kakkelovne. Loftet var uopvarmet. Badeværelse fandtes ikke. Almindelig daglig toilette foregik i køkkenet, bad foregik i vaskehuset, og vores WC var et lokum i udhuset. Til huset hørte en have, hvor vi dyrkede kartofler, bær og grønsager. I et hjørne af haven havde vi høns og kaniner.

Mine forældre var to vidt forskellige typer. Lige så glad og optimistisk min mor kunne være, lige så tungsindig og pessimistisk kunne min far være. Jeg tror, at dette forhold har givet os drenge et meget nuanceret forhold til tilværelsen.

Min far var både vi børn og min mor bange for. Det var ikke fordi han slog, det har han nemlig aldrig gjort, men fordi han ikke var rar at være uven med. Havde vi problemer, gik vi aldrig direkte til ham, men lod det gå gennem min mor. Det var også hende, der fik hele balladen fra ham, når vi ikke opførte os ordentligt. Alligevel havde han mange gode sider. Han kunne f.eks. lave alting selv, han spillede violin, harmonika og klaver, og hans strenghed gav os på en eller anden måde en form for tryghed.

På grund af de sparsomme rationer vi blev tildelt, var det svært for min mor at skaffe de daglige fornødenheder. Penge var der ikke for mange af, selvom hun syede både dag og nat. Jeg tror derfor, at grunden til at vi ikke mindes at have manglet noget, var hendes fantastiske evne til at få noget ud af alting. Hun kærnede selv smør, smeltede fedt af oksetalg osv., og af gammelt aflagt tøj syede hun bukser og vanter, skjorter og undertøj, altid kunne hun trylle noget ud af ingenting.

Da min mor, som tidligere nævnt, syede dag og nat, måtte vi tre drenge fordele pligterne i huset imellem os. Det var dog sådan, at da min ældste bror kom i lære, måtte den næstældste og jeg klare det daglige i fællesskab. Vi blev derfor set gode til husligt arbejde.

Aftenerne i mit barndomshjem var næsten alle ens. Vi hyggede os ved kakkelovnen. Som regel sov min far, og medens vi drenge læste lektier, syede min mor. Vi hørte ofte radiospil, og min far elskede at høre gammel dansemusik. Når vi skulle i seng, hentede vi dynerne ned fra det kolde loft for at varme dem, eller også lagde opvarmede mursten pakket ind i aviser i sengene (naturligvis kun om vinteren).

Min faders store problem helt frem til 50´erne var at skaffe tobak. Nogle gange kom han hjem fra Århus med kaffeerstatning, barberblade eller lignende, som han havde været nødt til at tage med i købet for at kunne få tobak, andre gange blev min ældste broder sendt i skoven efter skovmærker, som blev tørret og brugt til tobak. Min far løste dog senere problemet ved at plante tobaksplanter i den del af haven, hvor der tidligere stod kartofler. Når tobakken var moden, blev bladene trukket på ståltråde og hængt til tørre oppe under hanebjælkerne. Efter tørringen blev tobakken skåret på en maskine, som min far selv havde konstrueret. Der blev tilsat forskellige aromaer. Og endelig efter sluttørring i komfurovnen var tobakken klar til brug. Hvor godt det smagte ved jeg ikke, men det smagte vist lige så godt som det danske man kunne købe. Vi børn røg også af tobakken, men vi rullede cigarer af det. Jeg har som 10-12 årig flere gange været så svimmel af at ryge, at jeg ikke kunne gå lige ned ad havegangen. Jeg erindrer dog ikke noget om smagen.

Vore nærmeste naboer boede i den anden ende af huset. De havde 6 børn, hvoraf de tre yngste boede hjemme. De tre hjemmeboende var jævnaldrende med os. Den yngste af dem, en pige, var vistnok min første forelskelse, skønt hun som fem-seks årig gik rundt med museunger i lommerne.  Vore forældre talte sammen, hvis de mødtes udenfor, men holdt sig ellers hver for sig. Man lånte af hinanden, men selskabelighed var begrænset til konfirmationseftergilder eller lignende.

 

4

Landsbyskolen, hvori jeg begyndte min skolegang som syvårig i 1943, var en almindelig folkeskole. Vi gik syv år i skole. Et år i 1., 2. og 3. klasse og to år i 4. og 5. klasse. Vi havde de tre første år dansk, skrivning, regning, tegning, sang og gymnastik. De fire sidste år havde vi desuden bibelhistorie, danmarkshistorie, geografi og engelsk. Pigerne havde husgerning og håndarbejde. Drengene havde sløjd. Til skolen var knyttet fire lærere, men jeg husker kun at have lært noget af den ene af dem. Han var til gengæld også fantastisk dygtig. Vi havde enorm respekt for ham, uden at han behøvede at bruge vold. De tre andre lærere brugte derimod vold i udstrakt grad. Det var især lussinger der vankede, men i særlig grove tilfælde anvendte overlæreren også spanskrør.

Når gårdvagten havde kaldt os ind til time, stillede vi op på række uden for klasserne, og når vi kom ind i klassen, var der ingen der satte sig ned, før læreren gav tegn til det. Mødte vi en lærer på vejen efter skoletid, bukkede vi pænt for ham. Den bedste af lærerne havde dog een fejl, han var slem til at favorisere de elever, der var gode til regning, idræt og sang. Det havde jeg dog ikke noget imod, for jeg var faktisk god til de tre discipliner.

Efter 5. klasse var der mulighed for at komme i mellemskole, men så måtte man flytte til en større skole i kommunen. På dette tidspunkt var jeg træt af at gå i skole, så derfor kom jeg ikke i realskole.

5

I fritiden havde vi mange legemuligheder. Vi passede stort set os selv og kunne gøre, hvad vi havde lyst til. Jeg tror ikke, at min mor ret mange gange var klar over, hvor jeg befandt mig efter skoletid. Selvom jeg som regel sagde til hende, hvor jeg gik hen.

En af mine bedste legekammerater var bagerens søn. Hos ham var der mange muligheder for leg. Vi lavede f.eks. huler på høloftet, kravlede rundt på udhusenes bliktage eller klatrede i nogle kæmpe bøgetræer. Hvis det var koldt, hyggede vi os i selve bageriet, som jo ikke blev brugt om eftermiddagen.

Vi legede også uden for byen. Blandt andet byggede vi en hule på en lille ø midt i en mose med dybe tørvegrave. Det hændte også, at vi fiskede karusser og gedder i mosen.

I tiden lige efter krigen legede vi tyskere og sabotører. Et gammelt beskyttelsesrum blev brugt som tysk hovedkvarter og blev så angrebet af sabotørerne.

Vi havde ikke ret meget købt legetøj. Pistoler, sabler, skjolde, buer og pile fremstillede vi selv. Mit yndlingslegetøj var stenslyngen, som var fremstillet af en kløftet gren, hvorpå der var fastgjort gummibånd fra en automobilslange. Farligt legetøj som jeg aldrig vil tillade mine egne børn at lege med i dag. Også andet legetøj lavede vi selv. Mine større brødre havde f.eks. en bondegård, som de selv havde lavet. Laden bestod af en gammel kiste, nogle af husene var lavet af små mursten, de selv havde brændt, og dyrene var skåret af træ.

Det at vi selv fremstillede vores legetøj har nok medvirket til, at vi fik respekt for tingene, Vi passede godt på dem og kasserede ikke så hurtigt, som børn gør i dag.

Hvis jeg indimellem ikke kunne finde legekammerater, gik jeg på besøg hos forskellige gamle mennesker jeg kendte. Jeg vidste at der altid vankede et bolsje eller en 25 øre, hvis de havde noget, jeg kunne hjælpe dem med. En anden mulighed var at kikke ind til karetmageren eller slagteren. Især hos slagteren var der spændende. Der fik vi lov til at hjælpe med til slagtningen. Vi kørte indvolde og lignende på møddingen, eller strammede kohuderne ud ved at holde i et reb, medens slagteren slog dem løs fra kødet med en stor hammer. Sådanne oplevelser gav os indblik i, hvad der skete i de voksnes verden.

Ud over leg havde vi i fritiden mulighed for at deltage i sport, spejderarbejde, danseskole og lignende. Lørdag eller søndag hændte det, at vi gik eller cyklede til biografen i nabobyen. Det var især Tazanfilm og sørøverfilm vi så.

6

I løbet af året blev der afholdt 4-5 børneballer på kroen. De blev holdt i forbindelse med juletræsfest, afdansningsballer, sportsfester og fastelavnsfester.

Især fastelavnsfesterne så vi hen til med stor forventning. Det var den tidligere omtalte populære lærer på skolen, der stod for afviklingen af denne fest. Pengene til musik, sal osv. skaffede viselv ved at gå rundt fra hus til hus og synge for folk. Vi var iført sorte bukser, hvorpå der var syet nogle hvide bånd på siderne, hvide skjorter hvorover vi havde et rødt skråbånd, som også var bunder om livet, samt på hovedet en blå skråhue med hvide kanter. Kongen og kronprinsen havde særlig flotte uniformer. Der var også en klovn, og en der var klædt ud som Gyldenspjæt. De to kunne tillade sig at lave sjov med folk.

Til festen om aftenen var forældrene inviteret. Festen indledtes med en tale af kongen. Derefter valgte kongen en dronning og kronprinsen en prinsesse. Så var der tøndeslagning, hvor der også blev fundet en konge og dronning.

Når alle disse traditionelle punkter var overstået, blev der spillet op til dans. Ind i mellem dansene afvikledes et underholdningsprogram, som vi havde øvet os på i fritiden et par måneder op til festen. Dette underholdningsprogram var af meget høj standard. For omtalte lærer havde en fantastisk evne til at få de små aktører til at yde deres allerbedste. Underholdningsprogrammet blev gentaget om mandagen for alle dem som havde givet penge til festen, men som ikke havde børn på skolen.

7

Det var almindelig god tone i landsbyen, at børn opførte sig som børn, og voksne opførte sig som voksne. Det vil sige, voksne måtte ikke være for barnlige, og børn skulle have respekt for de voksne. Med respekt menes, at børn ikke måtte sige de voksne imod, gjorde man det, blev man betragtet som fræk og uopdragen. Børn skulle også sige De til voksne, som de ikke kendte så godt. Pigerne skulle ligne piger, og drengene skulle ligne drenge. Drenge legede med drenge, og piger legede med piger. Seksualundervisning kendte vi ikke til. Mine forældre orienterede os om sex ved at købe en bog af dr. Fabricius Møller som hed ”Kærlighed uden frygt”. Den blev ikke givet til os, men stillet i bogreolen; så kunne vi selv tage den, hvis vi havde lyst. Den blev heller ikke diskuteret i familien.

Drikkeri var ikke velanset. Derfor foragtede man også skomageren, fordi han på sit værksted holdt en slags smugkro, hvor flere af den unge startede et alkoholmisbrug. De få der faldt uden for de almindeligt gældende normer, blev brugt som afskrækkende eksempler af blandt andet mine forældre.

 

 

 

8

Skønt min barndomstid var præget af krig, varemangel og rationeringer, står den for mig som en positiv del af mit liv. Positiv fordi den lærte mig at have respekt for tingene. At have respekt for livet, for selv om vi til daglig følte os sikre, havde vi trods alt død og ødelæggelse omkring os. Da krigen sluttede var vi de overlevende.

Jeg tror, at de afsavn vi måtte lide, gav os en tilpas appetit på livet. En appetit som vi mangler i firsernes overmætte Danmark. Den nostalgiske bølge i 70´erne var et tydeligt tegn på overmæthed, en søgen efter et mere meningsfyldt liv. Et liv hvor man kan glæde sig over ganske almindelige pæne hverdagsting. Den nostalgiske bølge var også en protest imod overforbrug og hensynsløs kassering af bl.a. tøj, som hverken var slidt op eller fuldstændig umoderne. Denne bølge har betydet, at man igen er begyndt at have respekt for ting, som de seneste generationer har betragtet som selvfølgeligheder.

Når man, som jeg her har gjort, prøver at se tilbage i tiden, forfalder man let til kun at huske det der var godt. Den følelse af tryghed som jeg har givet udtryk for, skyldes sikkert i lige så høj grad, at man som barn overlader ansvaret til de voksne, som det, at tiden skulle have været bedre. Under et ophold i Polen i efteråret genoplevede jeg imidlertid lidt af min barndoms atmosfære. Denne atmosfære skyldtes, at Polen er 30-40 år tilbage i udvikling i forhold til os. I mange forretninger, kafeer og jernbanestationer så der ud som i Danmark i fyrrerne. Skal jeg dømme ud fra den behagelige fornemmelse, jeg følte herved, tror jeg godt, at jeg tør fæste lid til mine erindringer.

 

Holme engang i dec. 1981

Eigil Bräuner