Af Lars Kjærsgaard Johansen – Tranbjerg Lokalhistoriske Samling
I marts 2019 var der på Tranbjerg Bibliotek en udstilling om ”Tranbjerg i Mellemkrigstiden”, altså tiden mellem 1918 og 1939. Denne artikel fortæller om nogle af periodens væsentlige begivenheder i Tranbjerg, men den begynder ca. 1910, da der også skete vigtige ting i årene op til 1918.
1910 – 1918
I juli 1912 fik Tranbjergs indbyggere bogstavelig talt forbindelse til omverden, da Centralen blev åbnet. Jydsk Telefon skrev kontrakt med Maren Rasmussen, som dermed blev ”telefoncentralbestyrerinde”. Hun var også syerske og boede Tranbjerg Hovedgade 50, hvor centralen blev placeret i et hjørne af systuen. Telefonen blev hurtigt populær, og ved udgangen af 1912 var der 60 abonnenter. Maren Rasmussen fortsatte som centralbestyrer indtil sin død i 1950, hvorefter datteren Ingeborg Olsen overtog jobbet.
Et par år senere oplevede man i Tranbjerg endnu en gang de tekniske fremskridt, da der i november 1914 blev installeret elektricitet i husene. Ingeborg Bräuner, der var født i 1910, fortæller i nogle erindringer, at hun tydeligt huskede dagen, hvor der pludseligt blev tændt ”et klart og koldt lys” i alle rum. Folk havde været i Aarhus for at ”købe flotte lysekroner med hejseværk og grønne perlefrynser og med en hvid skærm”. Derefter ”gik man på visit hos hinanden og beundrede hinandens lysekroner”.
Udviklingen trak endnu flere håndværkere og forretningsdrivende til Tranbjerg. Frede Pedersen åbnede den første installatørforretning i 1915, og to år efter ansatte han Gerhard Jensen, som senere overtog forretningen. Også maskinbygger Anton Pedersen flyttede til Tranbjerg og grundlagde sin forretning. I juni 1918 åbnede Tranbjerg Brugsforening med Johannes Mikkelsen som uddeler, et job han havde til 1946. Og i 1911 var Lauritz Larsen kommet til Tranbjerg for at blive områdets politibetjent, og det var han indtil 1936, da jobbet overgik til Viby politi.
Det sociale liv
Tranbjerg Kro spillede en stor rolle i områdets sociale liv. Ud over de private fester foregik der også mange offentlige arrangementer, ligesom kroen fungerede som et populært udflugtsmål for aarhusianerne. Søren P.R. Østergaard fra Slet købte kroen i 1888 og udvidede den flere gange. Efter Landsudstillingen i 1909 købte han en del inventar fra den, bl.a. pavilloner og vinduer, som han installerede i kroen og i den store nyanlagte have. Det tiltrak endnu flere gæster. Østergaard solgte kroen i 1914 til Niels Laursen. I hele Mellemkrigstiden havde Tranbjerg Kro ry for at servere god mad, og den blev besøgt af mange.
Af de lokale arrangementer, der foregik på kroen, var dilettantforestillingerne de mest populære. Der blev næsten hvert år opført et dilettantstykke, som blev organiseret og opført af frivillige. Senere i 1930´erne opstod der også en revygruppe, der i revyerne bl.a. tog udgangspunkt i livet i Tranbjerg.
En anden populær tradition på kroen var juletræsfesten, som alle børn blev inviteret til. Ingeborg Bräuner husker tydeligt juletræsfesterne, hvor det hvert år var ”en åbenbaring” at komme ind i salen og se det store træ, der var pyntet med mange flotte ting og levende lys. Efter at børnene havde gået omkring træet og sunget julesalmer, holdt præsten en tale, hvorefter træet blev plyndret, og børnene fik hver en ting fra juletræet med hjem. Til sidst fik de en godtepose, ”og det bedste var, at der var en appelsin i, for det var nemlig kun noget, man fik til jul den gang”. Juletræsfesterne på kroen fortsatte til ca. 1970.
I 1927 blev der taget initiativ til at oprette Tranbjergs sogns Læseforening. Udlånet foregik i skolestuen, og alle fastboende i Tranbjerg sogn kunne låne bøger mod et årligt kontingent på to kroner. Omkring 1930 var der 110 lånere. Læseforeningen fortsatte til 1963, da den blev tilsluttet Holme-Tranbjerg Bibliotek.
Tranbjerg Skole
Tranbjerg Skole var en vigtig institution i sognet. Førstelæreren fra 1894 til 1927 var Søren Nielsen, der boede på skolen, som lå lige ved siden af kirken. Han var også kirkesanger, og ofte fungerede han som hjælpepræst, hvis der kort efter en fødsel skulle foretages hjemmedåb. Efter Sørens Nielsens pensionering blev Carl Sørensen førstelærer. Tranbjerg Kirke var en annekskirke til Holme Kirke, og præsten Aage Knudsen boede i Holme.
Andenlæreren var siden 1908 Chr. Elmholt. I 1920´erne blev den første kvindelige lærer ansat, både på grund af det stigende antal børn og fordi staten ønskede at forbedre undervisningen. Derfor blev der i Tranbjerg og mange andre steder bygget en gymnastiksal, og i Tranbjerg blev der også indrettet sløjd- og husgerningslokaler. De nye lokaler bevirkede, at børnene fik flere timer.
I forbindelse med gymnastiksalen blev der også bygget baderum, og her kunne alle i sognet om søndagen få et ugentligt brusebad mod en lille betaling. På den måde kom skolen også til at fungere som en offentlig badeanstalt.
Virksomheder
I Mellemkrigstiden var der kun få fabrikker i Tranbjerg. Den ældste og største var Sleth Teglværk, der var grundlagt i 1851. En stor del af teglværket brændte i 1917, men det blev hurtigt genopbygget, og 1920´erne blev en vækstperiode, der kulminerede omkring 1930, hvor der var ca. 90 ansatte. På det tidspunkt producerede teglværket 1 million gule mursten til opførelsen af Aarhus Universitet. Den økonomiske krise i 1930´erne ramte Sleth Teglværk hårdt, og antallet af ansatte faldt til ca. 25.
I 1917 tog nogle lokale forretningsfolk initiativet til at opføre et hammerværk ved Tranbjerg Hovedgade. Det skulle producere trævarer og redskaber af træ og jern, fx skovle og knive. Andre steder i landet var der store tilsvarende fabrikker, men i Tranbjerg måtte fabrikken lukke i 1921. Samme år blev Hammerværket købt af fem arbejdere fra Riegels Trævarefabrik i Viborg. På et tidspunkt var der 25 ansatte, men i 1924 måtte de nye ejere også give op og sælge virksomheden. Derefter havde den skiftende ejere indtil 1934, hvor fabrikant N.K. Nielsen købte den og udvidede den til Cementfabrikken.
I slutningen af 1920´erne flyttede snedker Holger Hansen til Tranbjerg. Få år efter grundlagde han en kuffertfabrik, der producerede kufferter, som skulle monteres bag på bilerne, men da bilerne efterhånden fik eget bagagerum, blev produktionen lagt om i midten af 1930´erne. På den måde opstod legetøjsfabrikken Hanse i Holger Hansens bolig på Fabrikvej, i dag Gartnervænget 1. Fabrikken blev udvidet i flere omgange og blev efterhånden landskendt
1930
I 1927 åbnede Helge Laursen Tranbjergs første lægepraksis i Tranbjerg Hovedgade 62. Han blev hurtigt en populær person i Tranbjerg og fik en stor praksis, som han havde indtil 1966.
Gerhard og Kamilla Jensen var blandt de mange der flyttede til tranbjerg i 1910’erne
Omkring 1930 fik Tranbjerg efter nogen debat sin gadebelysning. Ikke alle var enige i beslutningen, så der blev sat en underskriftsindsamling i gang til fordel for gadebelysningen. En af de aktive var installatør Gerhard Jensen, og han sagde til tvivlerne, at man ”havde i tankerne” at placere en lygtepæl tæt ved det pågældende hus. Det skabte ofte øget tilslutning til planen.
Den 1. september 1930 åbnede den første bank i Tranbjerg. Det var Jydsk Handels- og Hypotekbank, der var en del af Kjøbenhavns Handelsbank, og den havde åbent 2 timer tre gange om ugen. Personalet kom fra Viby- og senere Holme-afdelingen, og det var også de afdelinger, der havde tilsyn med Tranbjerg-filialen. Banken fik senere navnet Handelsbanken, og den lå i mange år i Tranbjerg Hovedgade 46.
Perioden 1910-1940
I 1880, altså få år før Tranbjerg blev en stationsby, var der ca. 500 indbyggere i Tranbjerg sogn. I 1911 var tallet ca. 700, og det steg til ca. 900 i 1925. Befolkningstallet steg altså konstant, og selv om det set med nutidens øjne var en beskeden vækst, ca. 10 om året, steg befolkningstallet 80 % fra 1880 til 1925.
Efter 1925 begyndte befolkningstallet at stagnere, især på grund af den økonomiske krise i 1930´erne og Besættelsen 1940-1945. Befolkningstallet i 1960 var 930, altså næsten det samme som i 1925. Også hvis man ser på antallet af telefonabonnenter, slog stagnationen i perioden igennem, idet antallet kun steg med fem fra 1912 til 1940.
I 1910 var Tranbjerg et lille og overskueligt landsbysamfund, men stationsbyen var inde i en markant vækstperiode, der medførte moderniseringer, nybyggeri og nye virksomheder. Efter 1925 gik væksten i stå, og 1930´erne blev en stagnationsperiode. Derfor var Tranbjerg i 1940 stadigvæk et overskueligt landsbysamfund, hvor alle kendte hinanden, og hvor landbruget havde en stor betydning i det daglige liv. Det billede blev først ændret i midten af 1960´erne.
Artiklen har været bragt i Tranbjerg Tidende – 3-2019.
