Jens Andersen med familie er slægtforsket af Ole Hvid-Hansen, Tommerup.
Det fremgår af efterfølgende tekst at Ole Hvid-Hansen er i familie med sognefoged Jens Andersen.
Jens Andersen & Maren Hansdatter, Østerby og deres børn.
Jens Andersen blev født 9. februar 1794 på matr. nr. 17 i Hørret, Mårslet sogn, Ning herred, Århus amt og døbtes 5 dage efter i Mårslet Kirke af pastor Christian Frederik Brandt. Ifølge kirkebogen blev han båret til dåben af sognepræstens datter ’Jomfru F. M. Brandt’, hvilket dækker over Frederikke Marie Brandt (1767-1839), som senere i 1794 blev gift med sognepræsten i Kongens Lyngby, stifteren af Bibelselskabet Boné Falch Rønne (1764-1833).
Gudmoderens sociale position har antageligt kastet særlig glans over højtideligheden i kirken og tjent til ære for gårdfæsterbarnet Jens Andersens familie, først og fremmest forældrene. Hvad dåbsbarn, gudmoder og de øvrige familliemedlemmer ved højtideligheden dog næppe nogensinde har været klar over, er den omstændighed, at såvel præstedatteren, den spæde gårdfæstersøn og den sidstes familie, var medlemmer af samme Fog-slægt fra Borum.
Jens Andersen voksede op på fødestedet som tredje barn i en søskendeflok på fire. Den set med nutidsøjne pragtfuldt beliggende gård, der ligger nord for og terrænmæssigt højt over herregården Vilhelmsborg på adressen Højballevej 11, 8320 Mårslet, eksisterer stadigvæk i dag, hvor den er i brug som hestestutteri og bolig for ejeren af samme.
Forældrene, gårdfæster Anders Danielsen (1757-1822) og hustru Maren Jensdatter (1757-1826), var rundet af det østjyske landskab dér.
Faderen, Anders Danielsen var født på ejendommen, der i nyere tid kendes under navnet Hørret Overgaard. Det vides fra fæsteprotokollerne, at Jens Andersens farfar, Daniel Nielsen (1732-1767) og oldefar Niels Pedersen (1690-1748) var fæstere af den samme gård, som var ejet af godset Vilhelmsborg, og det kunne oprindeligt med rimelighed antages, at hans tipoldefar Peder Nielsen (1654-1725) og tip-2-oldefar Niels Knudsen (1617-1689) havde beboet samme ejendom. Senere undersøgelser af Århus Domkapitels Jordebøger og sognets to ældste matrikler viser, at sidstnævnte overtog gården som fæste omkring 1644 efter en Jens Godsen og beboede den til sin død. Ejendommen har således været beboet af min slægt siden 1644. For øvrigt var slægten nær uddød, idet nys omtalte Daniel Nielsen som eneste barn af 7 søskende nåede voksenalderen og hans søn Anders Danielsen som den eneste ud af 9 søskende nåede samme.
Moderen Maren Jensdatter var født i Østerby i nabosognet Tranbjerg, Ning herred, Århus amt, som datter af selvejergårdmand Jens Jespersen (1729-1793) og hustru Maren Jacobsdatter (1723-1799). Såvel Jens Andersens morfars som mormors slægter kan følges tilbage i lokaliteten Tranbjerg sogn, så længe kirkebøgerne rækker; i morfarens tilfælde således til midten af 1600 tallet, i mormorens noget længere. Det sidste illustreres af følgende sagn indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og publiceret i Danske Sagn, ny række IV, nr. 626:
”Lysestagerne på Tranbjerg kirkes alter skal være givet af en ejer af Jegstrups gårde i 1633. Han hed Erik, og om ham fortælles det, at han engang, da han var ude at lede efter nogle ungkreaturer, kom ind til en mand og spurgte efter dem, Så siger manden: ”Hvis dreng er do?” Erik svarede: ” A æ gåt å val mi ejen mand, a æ Bette Jærrig o Jægstrup.”
Bette Jærrik er det ældst kendte medlem af Jens Andersens mors slægt og identisk med selvejergårdmand Erik Jensen (Før 1600 – ???? ) fra den nu nærmest forsvundne landsby Jegstrup, der ligesom den før omtalte og nærliggende landsby, Østerby i tidens løb er blevet en forstad til Århus.
Hjemmet på matr. nr.17 i Hørret vides intet konkret om, men udfra de fire søskendes senere sociale veje kan man forsigtigt gætte på, at det efter tidens forhold må have været stimulerende og måske med et nutidigt udtryk ambitiøst. Storebroren Daniel Andersen (1784-1853) blev snedkermester i Mårslet by og optræder ligesom sine to hustruer hyppigt som fadder ved sine søskendebørns dåb. Søsteren Maren Andersdatter (1787-1878) blev gift med gårdfæster Mikkel Nielsen (1783-1859) fra matr. nr. 2 i Langballe, Mårslet sogn, Ning herred, Århus amt med hvem hun blandt 8 døtre fik sønnen, senere gårdfæster, endnu senere gårdejer og sognefoged og allersenest dannebrogsmand Niels Mikkelsen (1817-1888). Tip-2-oldefar Jens Andersen blev selvejergårdmand, sognefoged, lægdsmand, amtsråd og dannebrogsmand og lillebroren Niels Andersen (1796-1860), som overtog fødegården efter forældrene og i øvrigt forblev gårdfæster under Vilhelmsborg gods livet ud, han blev såmænd også sognefoged i Mårslet Sogn. Men det måske mest prægnante udtryk for familiens omdømme: Han og gården med efterfølgende generationer af ejere af samme slægt var betroet landsbyen Hørrets avlstyr. Niels Andersens søn Anders Nielsen (1823-1880), som blev selvejer i 1850erne, dennes fætter, føromtalte sognefoged Niels Mikkelsen fra Langballe og sognepræsten ved Mårslet Kirke Jacob Budtz (1805-1871) – sidstnævnte for øvrigt af samme Fogslægt som fætrene – blev 20. marts 1866 af sognet betroet at hjemhente Mårslet sogns krigsskadeerstatninger for krigen 1864 fra Århus. Slægten har tydeligvis været tegnet af ansete og betroede mænd i sognet.
Om Jens Andersens ungdom vides intet. Han har givetvis tjent i landmilitsen og med den ekserceret to timer hver søndag efter gudstjenesten ved Mårslet kirke og af lægdsrullerne fremgår desuden, at han i 1819 var infanterist ved det 82. kgl.artillerikompagni. Han har antagelig desuden hjulpet faderen på gården hjemme i Hørret sammen med lillebroren Niels, indtil han kunne få sit eget. Men det skulle heller ikke vare længe. Hans morbror, selvejergårdmand Jacob Jensen (1754-1821) bliver enkemand i 1820 og fradør allerede i februar året efter matr. nr. 6 i Østerby, Tranbjerg sogn, Ning herred, Århus amt. Jacob Jensen og hustruen Kirsten Olesdatter (1755-1820) var barnløse, så det er næppe tilfældigt, at netop denne ejendom blev Jens Andersens. Måske efter mange års planlægning i vinteraftenerne i en snæver familiekreds? At Jens iflg. Danske Lov var juridisk berettiget til at overtage dvs. købe ejendommen ligger klart, men var der nu yderligere tale om arv eller måtte Jens betale andre udenfor den nære familie ud af boet for at overtage gården? Eller havde man simpelthen arrangeret sig med en aftægtskontrakt? Svaret blæser i vinden for et testamente eller en aftægtskontrakt kendes (endnu?) ikke. Salget skal være refereret i tingbøgerne. Men – under alle omstændigheder blev ejendommen, matr. nr. 6 i Østerby og halvdelen af nr. 8 sammesteds Jens’ i 1821.
Jens Andersens hustru Maren Hansdatter var født 23. marts 1798 på matr. nr. 7 i Østerby, Tranbjerg sogn, Ning herred, Århus amt. Hun var datter af selvejergårdmand Hans Jensen (1761-1801) og dennes hustru Maren Sejersdatter (1770-1811), som begge – ligesom Jens Andersens forældre – kom af familier med tilknytning til egnen så langt tilbage som kirkebøgerne rækker. Men nogen glat opvækst skulle hun ikke få. I 1801, da hun var 2 år gammel, mistede hun sin far og sin 3 år ældre bror Jens (måske af kopper, som florerede på egnen i disse år). Samme år fik hun en stedfar, Søren Mortensen fra Tander i Kolt sogn, som døde allerede i 1809, hvorefter moderen Maren Sejersdatter for 3. gang giftede sig, denne gang med Jens Mikkelsen Loft fra Ingerslev i Tiset sogn, for selv at dø i 1811, kun 41 år gammel. Tretten år gammel havde Maren Hansdatter således mistet sin far, storebror, en stedfader og sin mor!
Maren Sejersdatters i alt 3 ægteskaber vil måske nutidigt og umiddelbart forbindes med letsind. Men det har der bestemt ikke været tale om. Forelskelse og kærlighed havde simpelthen ikke første prioritet – om nogen prioritet overhovedet, omend kærligheden til ægtefællen kunne komme med tiden. Derimod skulle den store ejendom føres videre, uden at enke og børn måtte fraflytte og det kunne den ganske enkelt kun ske i kraft af et nyt giftermål. Ejendommeligt er det også, at netop denne ejendom i mere end hundrede år havde undgået det mest almindelige: at gå i arv fra far til søn. Et forhold, der også hænger uløseligt sammen med begrebet selveje.
Og for øvrigt ganske spøjst, at Maren Hansdatter – udover at blive nabo til sit barndomshjem – ’noget ude’ var beslægtet med sin svigermor, Jens Andersens mor, som var kusine til hendes far. Ægtefællerne Jens Andersen og Maren Hansdatter var således næstsøskendebørn! De nære familiebånd mellem familierne på matriklerne nr. 6 og 7 i Østerby fremgår af kirkebøgernes navne på gudmødre og faddere ved familiernes barnedåb. At man har været trygge ved hinanden vidner også den omstændighed om, at matr. nr. 8 i Østerby blev ejet og måske drevet af de to familier i fællesskab uden en juridisk bindende opdeling af fællesejet. Denne særprægede ikke-ordning er formodentlig et levn fra en endnu tidligere tid, hvor matriklerne 6, 7 og 8 har været drevet som en enkelt gård, som formodes delt, da søskendeparret Maren og Jens Jespersen (sidstnævnte for øvrigt Jens Andersens morfar) og deres respektive familier tog over efter deres fader Jesper Torstensen (1676-1764).
- april 1821 blev Jens Andersen og Maren Hansdatter gift i Tranbjerg kirke og parret flyttede ind på ejendommen matr. nr. 6, der skulle komme til at danne rammen om deres efterhånden store familie med tjenestefolk de næste 40 år. Ejendommen lå yderst mod nordvest i Østerby med udsigt over åbne marker til Tranbjerg Kirke, se Sylvest-Jensens skråfoto. Stuehuset fra 1735 eksisterede og beboedes indtil år 2005, hvor det efter spagfærdige og lavmælte protester fra lokalhistorisk interesserede i Tranbjerg blev revet ned. Matriklen og de omkringliggende som tidligere udgjorde landsbyen Østerby med marker er i dag fuldt udbygget og står nu som parcelhuskvarteret Tranbjerg Haveby. Ejendommens sidste private ejer Anders Godsk har fortalt mig, at det bebyggede areal, gårdsplads og haven i 2005 udstykkedes til to grunde, der af kommunen solgtes i 2005 for hver 1,5 mil. kr. – en prisudvikling den gamle sognefoged næppe havde forestillet sig i sin vildeste fantasi.
Med ægteparret således på plads i Østerby begyndte en række nedkomster med i alt 9 børn, som først skulle slutte 1841. Børnene kom til at hedde Kirsten Marie (1822-1855), Jacob (1824-1824), Jacob Andreas (1825-1855), Maren (1828-1883), Hans (1830-1864), Anders Daniel (1833-1886), Søren (1835- efter 1893), Ane Cathrine (Trine) (1838-1912) og Jensine Caroline (Sine) (1841-1814) og de opnåede alle, fraset Jacob, der døde 5 måneder gammel, ikke alene voksenalder, men også at føre slægten videre.
Navngivningen må umiddelbart undre, fordi den ellers notorisk nidkære, på alle måder omhyggelige og konservative Jens Andersen ikke fulgte almuens ældgamle navneskik, men navngiver sine tre ældste børn med navne, der ikke har været båret af bedsteforældrene. Heller ingen af de endnu ældre aner, som kendes fra kirkebøgerne, har nogensinde heddet Kirsten Marie og Jacob endsige Andreas. Derfor kunne brugen af navnene Kirsten og Jacob kraftigt understøtte en formodning om, at gården (dvs. selvejet) kunne være arvet efter morbroren Jacob Jensen og dennes hustru Kirsten Olesdatter og at ægteparret Jens og Maren i taknemmelighed herfor har opkaldt deres ældste tre børn efter deres ‘arveonkel’ og hans hustru.
Børnene blev alle ifølge kirkebogen koppevaccinerede, da de var mellem et og tre år gamle af læge Weis. Undtagen Jacob Andreas, der først blev vaccineret som 9 årig, måske under indtryk af den ældre bror Jacobs sygdom og død af netop kopper. Navnet Weis dækker over distriktslæge og stiftfysicus Hans Christian Weis fra Århus. Ejendommeligt nok skulle en søn af selv samme læge Weis købe Århus oliemølle af familien Dahl på Moesgaard, der var rundet af samme Fogslægt som Jens Andersen.
Børnene kom ikke – som det ellers var sædvane på egnen – ud at tjene hos andre allerede i konfirmationsalderen. Med undtagelse af Hans, der netop i den alder tjente hos sin farbror Niels Andersen i Hørret og følgelig blev konfirmeret i Mårslet Kirke. Men han kom dog tilbage til Østerby og hjalp faderen på gården gennem flere år, indtil han i 1860 blev gift og flyttede til Hasselager i Kolt Sogn. Samme Hans’ kundskaber ved konfirmationsundervisningen udløste kun et ’godt’ hos pastor Jacob Michael Frederik Budtz, så han kan måske være sendt til farbror for at blive ’rettet af’. Derimod var Anders Daniel nok det lyseste hoved i flokken. Ved konfirmationen i Tranbjerg kirke fik han ’udmærket godt’ i kundskaber, ligesom søstrene Kirsten Marie og Anne Katrine og som 18 årig blev han ifølge afgangslisten i Tranbjerg sogns kirkebog sendt udensogns til Roskilde til en landbrugsuddannelse dér. De øvrige søskende måtte nøjes med ’meget godt’. Ifølge folketællingerne var alle 3 døtre hjemmeboende indtil de nær var 20 år. Kirsten Marie og Maren flyttede da direkte fra barndomshjemmet til eget hjem på henholdsvis Testrups matr. nr. 1 og Østerbys matr. nr. 2, mens både Anne Katrine og Jensine Caroline kom ud at tjene, førstnævnte i Odder, Hads herred, Århus amt, Jensine hos sin storesøster Maren på matr. nr. 2.
Uden ligefrem at beskylde Jens Andersen og Maren Hansdatter for at have haft dynastiske intentioner, har de utvivlsomt haft et vågent øje for, at børnene blev ordentligt opdraget, uddannet og gift.
Kirsten Marie blev uddannet i landhusholdning hjemme hos forældrene og gift med Rasmus Thomassen (1817-1898) fra matr. nr. 1 i Testrup – senere kaldt Testrup Overgaard. Sidstnævntes nyligt afdøde far, gårdmand Thomas Sørensen (1768-1840), der havde en fortid som ladefoged på Vilhelmsborg gods, havde sit på det tørre. Om ham skriver endnu en slægtning, lokalhistorikeren Svend Nørregaard Hansen, ”at han udover at være en dygtig landmand var redningsmand for adskillige, når ruinen truede. Uden at nogen egentlig undersøgelse er foretaget, kun ved tilfældige træf i skøde og panteprotokollen er set, at Thomas Sørensen har haft i hvert fald panteobligationer for 3 – 4.000 rigsdaler udlånte penge.” Beløbet svarer i nutidsværdi til omkring 160.000 kr.; godt nok imponerende og helt i modstrid med nutidens opfattelse af en fæstegårdmand på den tid. Kirsten Marie og Rasmus fik 5 børn i deres 12 år lange ægteskab og efterlod sig en vældig efterslægt i Danmark og i adskillige stater i USA.
Jacob, der døde som spæd, glemtes vist aldrig og hans initialer findes endog broderet med sort tråd på hans søsterdatter Maren Rasmussens navneklud, der blev broderet i Testrup i 1863, se foto 32.
Jacob Andreas påbegyndte 1. oktober 1848 sin militærtjeneste ved 1. Jægerkorps og kan således have deltaget i de første slesvigske krige. Han blev uddannet til landmand i hjemmet hos faderen og gift med gårdmandsdatteren Benedicte Sørensdatter (1826-1890) fra Ravnholt i Tiset sogn. Hun havde mg+ i kundskab ved sin konfirmation i Tiset Kirke og har sikkert været en pige med ben i næsen. I deres 4 år korte ægteskab fik parret 3 sønner, hvoraf 1 døde som spæd.
Deres ældste søn Jens blev som træskomand i Framlev, Framlev Sogn, Framlev Herred, Århus Amt, gift med en jævnaldrende pige fra Ravnholt i Tiset Sogn, Ning Herred Århus Amt, men afsætter sig herefter ingen spor i de sædvanlige skriftlige kilder (år 2014).
Sønnen Søren kan følges i til- og afgangslister som tyende, senere snedkerlærling og allersenest som skolelærer i Sorring, Dallerup Sogn. Han bliver i 1877 gift i Mjesing Kirke med en Karen Pedersen, men det har hidtil ikke været muligt efterfølgende at spore det unge lærerpar.
Maren blev viet til den tidligere to gange gifte – altså dobbelte enkemand – gårdfæster på matr. nr. 2 i Østerby – Peder Nielsen Fog (1813-1863). Han var som nabo velkendt af sognefogedfamilien Andersen og havde tidligere – iflg. folketællingen i 1834 – tjent hos dem som avlskarl. Ægtefællerne havde naturligvis anefællesskab i Fogslægten uden dog at være særlig nært beslægtede. Parret fik 16 år sammen plus døtrene Kirsten Marie og Maren. De og deres efterkommere er skildret i et foregående kapitel.
Hans synes bortset fra den omtalte afstikker til farbroren i Hørret som helt ung og militærtjeneste 1854 -1864 at være uddannet til landmand, i mesterlære hos faderen. Han blev gift med en slægtning på på sin moders side fra Jegstrup Søndergaard – Ane Rasmusdatter (1827-1880). Hun var godt nok avlet uden for ægteskab og derfor kaldt uægte i kirkebogen for Tranbjerg sogn, men immervæk ud af solide gårdmandfamilier på såvel fædrene såvel som mødrene side. Efter parrets ’udvandring’ til Hasselager i Kolt Sogn får de en søn, Jens Andreas Jensen (1860-1931), som bliver døbt ‘hjemme’ i Tranbjerg Kirke, men allerede i 1862 vender parret ifølge kirkebogens tilgangsliste tilbage til Tranbjerg sogn. Hustruen genfindes som enke på matr. nr. 6c i Østerby med parrets nu 9 årige Søn i folketællingen for 1870 for Tranbjerg sogn. Men Hans ses ikke indført som død i kirkebogen. Hans døde i 1864, se side . De hurtige adresseskift mellem Østerby og Hasselager kan næppe skyldes udygtighed endsige misvækst og forekommer i dag uforståelige, medmindre Hans var udset til at overtage i hvert tilfælde en del af matr. nr. 6 efter faderen. Dette underbygges indirekte af, at broderen Søren iflg. fadderlisten ved sine børnedåb fra dette tidspunkt synes at fjerne sig fra familien i Østerby.
Som den eneste af søskendeflokken – velsagtens fordi netop han var fundet mest egnet – modtog Anders Daniel – ifølge niecen Maren Rasmussens navneklud Anders i daglig tale – som nævnt en uddannelse i nutidig forstand og som den eneste af 4 brødre kom han ikke til militæret. Som 18 årig startede han på et både teoretisk, men nok mest praktisk uddannelsesforløb under Landhusholdningsselskabets auspicier og blev sendt til Roskilde som såkaldt landvæsenslærling. Navnet på hans første opholdssted dér kendes (endnu) ikke, men må kunne findes i selskabets arkiver. Denne landbrugsuddannelse var blevet oprettet allerede i 1820, var treårig og fandt sted på større gårde; i Anders Daniels tilfælde – efter det ukendte lærested ved Roskilde – på godset Store Restrup, Sønderholm sogn ved Ålborg.
Formålet med Landhusholdningsselskabets uddannelsesforløb var at give sønner af gårdmænd og husmænd uden udsigt til at kunne blive selvstændige mulighed for at få en uddannelse, så de kunne blive medhjælpere eller forpagtere på de større gårde. Landbrugslærlingene skulle skrive dagbog for at indøve et fast og regelmæssigt arbejde samt tvinges til at tænke over deres arbejde og bedriften. Dagbøgerne skulle indsendes til selskabet til bedømmelse. Desuden skulle de hvert halve år indsende en beretning til selskabet om, hvad de havde lært, set og udført. Lærlingene var som anført ikke på samme gård i hele uddannelsesperioden, men blev flyttet mellem veldrevne gårde i forskellige egne af landet. Efter uddannelsen var tilendebragt, skulle de stadig hvert år (indtil de fyldte 28 år) indsende beretninger om, hvilken stilling de havde.
Efter endt uddannelse blev han 1857 som 25 årig bestyrer af godset Østergaard på 324 ha i Tulstrup sogn, Ning herred, Århus amt, som netop da var overtaget af amtmanden for Skanderborg amt, godsejer Carl Bothilius Dahl (1810-1870). Det er i skrivende stund morsomt at tænke på, at godsejer og bestyrer – sikkert uden at vide det selv – havde anefællesskab i slægten Fog. Derudover kunne man godt forestille sig, at Jens Andersen, som nu var valgt til amtsråd og som sikkert ofte har mødt amtmanden i embeds medfør, kan have anbefalet sin lovende søn til stillingen. Og her på Østergaard mødte Anders Daniel den jævnaldrene husjomfru, Marianne Mikkelsen (1832-1900), altså en kompetent ung kvinde udi husførelse og dertil vognmandsdatter fra Århus, som han blev gift med i 1860. Efter tiden som bestyrer på Østergaard, bestyrede Anders Daniel en kort tid Tranbjerggaard i Mårslet sogn, formentlig for skovridder Schrøder på Vilhelmsborg eller – mindre sandsynligt – for søstersønnen Jens Rasmussen fra matr. nr. 1 i Testrup – Testrup Overgaard. Derefter købte han Sabrogaard, matr. nr. 1 i Sabro, Sabro sogn, Sabro herred, Århus Amt. Her udnævntes han til sognefoged for Sabro sogn og opnåede som sin fader i 1885 at blive benådet med dannebrogsmændenes sølvkors. Et kortvarigt sygdomsforløb af lungebetændelse fik året efter dødelig udgang og afbrød en hidtil ubrudt stigende karriere samt efterlod enken Marianne Mikkelsen med 5 børn. Det er i denne slægtsgren, at de mystiske Sandby-dødsfald sker, se side .
Søren fik så vidt vides alene sin praktiske landbrugsuddannelse i hjemmet, var i 1858 menig ved 7. linie infanteri bataillon og ægtede i 1863 gårdmandsdatteren Karen Marie Christensdatter (1831- ) fra Ingerslev, Tiset sogn, Ning herred, Århus amt. Der er faddersammenfald ved Karen Maries families barnedåb og Jens Andersens og Maren Hansdatters ditto – muligvis et udtryk for gammelt venskab familierne imellem. Senere flyttede ægteparret fra Ingerslev til Enslev i nabosognet Kolt, Ning herred, Århus amt, hvor de senest ses som ’husfolk’ ved FT i 1890. Som nævnt læses mellem linierne, at Søren og hans familie fjernede sig fra hans øvrige søskende og det er bemærkelsesværdigt, at Sørens og Karen Maries initialer – som de eneste af Jens Andersens og Maren Hansdatters børn – ikke findes på niecen Maren Rasmussens navneklud. Parret fik 4 børn sammen og udvandrede med disse i moden alder – i 1892 – til Chicago, Illinois, USA. Af udvandrerdatabasen fremgår, at parrets ældste søn, Søren var emigreret 7 år tidligere og således må antages at have banet vejen for den øvrige familie, som ifølge familysearch.com drog videre til Minnesota og slog sig ned i den lille by Tyler i Lincoln county dér. Familiens videre skæbne er marts 2016 ukendt, men 3 af børnene og disses efterkommere er lokaliseret til egnen.
Anne Katrine (kaldet Trine i folketællingen af 1855 og på niecen Maren Rasmussens navneklud) blev uddannet til husgerning i hjemmet og i forskellige ansættelser som tjenestepige i blandt andet Odder og hos købmand Lottrup i Mejlgade i Århus. Hun blev i 1868 gift med en krigsveteran fra 1864, gårdmandssønnen Jens Pedersen (1841-1824) fra matr. nr. 11 i Langballe, en ejendom dette ægtepar senere kom til at overtage. Sidstnævntes ældre bror, Anders Pedersen var 5 år tidligere blevet viet til Ane Cathrines ældste søster Kirsten Maries ældste datter Karen. Begge ægtepar formodes inderligt religiøse og var tilknyttet den katolsk-apostoliske kirke i Århus. Muligvis af denne grund blev Ane Cathrine og Jens Pedersen begravet på Tranbjerg kirkegaard og ikke i Mårslet sogn, hvor de boede. De efterlod sig enebarnet, datteren Maren, der blev gift med sin stærkt indremissionske fætter pastor Jens Laurits Andersen, søn af nedennævnte Jensine Caroline Andersen og førstelærer Jens Andersen i Tranbjerg Skole. Deres efterslægt er bekendt.
Jensine Caroline (kaldet Sine af ægtemanden) arbejdede i barndomshjemmet og hos sin storesøster Maren i Østerby og blev i 1866 gift med den senere så legendariske venstrehøvding i Århus, ridder af Dannebrog, amtsråd, førstelærer og kirkesanger, senere sparekassedirektør Jens Andersen (1835-1906) i Tranbjerg skole. Efterslægten er kendt.
En stat forudsætter en hær og i Danmark bestod den indtil 1774 af en professionel styrke af hvervede soldater, dog fra 1701 kombineret med den såkaldte landmilits. De hvervede soldater var for størstepartens vedkommende udenlandske lejesoldater, mens landmilitsen blev udskrevet blandt den uprivilegerede landbostand, dvs. landets bønderkarle. Landmilitsen blev i starten udskrevet af godsejerne og for at sikre udskrivningsgrundlaget af soldater indførtes 1733 – 1787 det såkaldte Stavnsbånd, der betød, at unge mænd ikke måtte forlade den jurisdiktion – det gods -, hvor de var født før det fyldte 40. år, uden betalt tilladelse af godsejeren. Efter den forhadte forordnings ophævelse overtog staten udskrivelsen. Den professionelle hær afskaffedes helt i 1814 og fra den tid og indtil junigrundloven af 1849 udgjordes landets forsvar alene af landmilitsen, hvis udskrivning var organiseret efter forordninger af 20. juni 1788. De værnepligtige registreredes og kontrolleredes af en såkaldt lægdsmand, der ofte tillige var den lokale sognefoged. De udskrevne boede hjemme på gårdene og passede deres arbejde i landbruget, men skulle 40 søndage om året møde 1-2 timer ved kirken til hård eksercits foruden deltage i større regimentsøvelser 10-12 dage om året. Med grundloven af 5. juni 1849 indførtes almindelig værnepligt – i princippet som den kendes den dag i dag.
Jacob Andreas Jensen indkaldtes til 1. Jægerkorps i 1848 og kan have deltaget i de første slesvigske krige. De yngre brødres militærtjeneste er der redegjort for tidligere. Jens Andersen har givetvis som sognefoged og lægdsmand befundet sig i en særdeles vanskelig stilling grundet sønnernes aldre og landets umulige udenrigspolitik.
Forældrenes omsorg rakte vistnok endnu videre end til at opdrage børnene og inspirere dem til valg af ægtefæller. Det kunne se ud til, at drengene blev hjulpet til gårde. Allerede 1852 solgte Jens Andersen matr. nr. 1 i Østerby, senere kendt som Østerby Østergaard, til Jacob Andreas. Den havde førstnævnte i 1843 købt af prokurator Dahl på Moesgaard og proprietær Møller på Constantinborg og drevet sammen med matr. nr. 6.
Prokurator Dahl er identisk med amtmanden i Århus amt Thorkild Christian Dahl (1807-1872), en storebror til den ovennævnte amtmand i Skanderborg og altså også af Fogslægten. Han er blandt meget andet kendt som sekretær for den grundlovgivende forsamling og er foreviget centralt i det kendte maleri af samme forsamling, ophængt i folketinget, som maleren Constantin Hansen udførte i årene efter 1849. Først i 1830erne havde han sammen med proprietær Møller fra Constantinborg købt Moesgaard gods af Staten, som havde overtaget godset, da Frederik Julius Christian baron Gyldenkrone i 1822, som så mange andre danske godsejere gik fallit i forbindelse med den store landbrugskrise. Få år efter købtes Møller ud og Moesgaard var herefter i mere end 100 år i familien Dahls eje. Udover at bestride hav af andre stillinger – samtidig med at være en betydelig igangsætter – var Dahl specielt også primus motor ved oprettelsen af oldtidssamlingen i Århus. Og det må have glædet denne aktive og fremsynede mand i hans himmel, at hans elskede Moesgaard med den nyeste tilbygning i dag rummer en væsentlig del af Nationalmuseets samlinger.
Skiftet i forbindelse med Jens Andersens død antyder, at sognefogeden havde penge stående i Sørens gård i Ingerslev. Et skøde til matr. nr. 2c i Ingerslev indgår nemlig i dødsboet. Så måske hænger familiens sparsomme repræsentation ved Sørens og Karens barnedåb sammen med arveforviklinger.
Folketællingerne viser, at et stort antal tjenestefolk må have tjent hos Jens Andersen og Maren Hansdatter gennem årene. To til tre karle og et par tjenestepiger per folketælling. Først ved FT i 1860 indskrænkedes tyendet til to piger. Men da antages Jens Andersen at være ophørt med sine offentlige hverv, matr. nr. 1 i Østerby var afhændet, men Hans og Søren på henholdsvis 30 og 25 år var dog stadigvæk hjemme.
Det har åbenbart ikke været tilstrækkeligt for Jens Andersen at virke som landmand; for det er helt op i nutiden mundtligt overleveret, at han var sognefoged i Tranbjerg sogn. Hvornår han tiltrådte som sognefoged i Tranbjerg sogn vides p. t. ikke præcist, men 20. december 1833 foretog han som sognefoged og på den kongelige kasses begæring sammen med sin senere medsvigerfar og forgænger som sognefoged, Rasmus Hansen fra matr. nr. 2 i Østerby en lovlig syns- og taksationsforretning over ‘brøstfald, besætning og inventarium’ på en gård i Brørup tilhørende Moesgaard Gods. Desuden tituleres han tidligere på året som sognefoged i kirkebogen ved sønnen Anders Daniels dåb. Allersenest viser hans mirakuløst overleverede embedsprotokol, at han tiltrådte som sognefoged januar 1833.
Om sognefogeder skriver Salmonsens Konversationsleksikon, bind. 21 i 1926: ”Allerede i 16. årh. høres der om sognefogeder, men om disse allerede da har været alm. udbredte over hele landet, vides ikke så lidt som der haves nærmere oplysninger om deres funktioner, der rimeligvis har varieret en del fra sted til sted, men hovedsagelig må have bestået i polititilsyn. Undertiden kaldtes de i stedet for sognefogeder for bondefogder, men dette udtryk havde også andre betydninger. En for hele landet ensartet ordning af sognefogedinstitutionen blev gennemført ved forordning af 11. November 1791, der endnu danner grundlaget for de herhenhørende regler. Herefter skal der beskikkes en sognefoged for hvert sogn, således at sognet danner sognefogeddistrikt, men administrationen anses dog for berettiget til i større sogne at beskikke flere sognefogder, hvad også jævnligt sker, ligesom omvendt til at forene flere sogne til ét distrikt. Det er amtmanden, der udnævner og afskediger sognefogden, men han skal nu forinden udnævnelsen høre sognerådet og vælge en blandt 3 af dette foreslåede personer. Enhver beboer af sognet er pligtig til at lade sig udnævne og udføre hvervet i mindst 3 år, men for udførelsen ydes der et vist vederlag, der udredes af amtskommunen, jfr. nu lov nr. 275, 30. juni 1922. Sognefogedens pligter består almindeligvis i at udføre politimesterens ordrer og bringe øvrighedens befalinger til befolkningens kundskab, men han har ved siden heraf også at udfolde en mere selvstændig virksomhed, navnlig ved håndhævelse af ro og orden og anholdelse af forbrydere. Desuden har lovgivningen pålagt ham en række mere specielle pligter, blandt hvilke kan nævnes, at han bistår underretsdommeren ved foretagelse af eksekution, udpantning og tvangsauktion i visse særlige tilfælde samt ved udførelse af begyndelses- og registreringsforretninger i mindre dødsboer. Det er endvidere, hvor ikke anden bestemmelse er truffet, ham, der forretter borgerlig vielse, og han er så godt som altid tillige lægdsmand. Sognefogeder findes kun på landet. På Bornholm er benævnelsen undtagelsesvis sandemand.”
Da Jens Andersen mellem 1855 og 1860 gik af som sognefoged, forærede sognet ham en lænestol og Maren en broche, som tipoldebarnet Ellen Broch fortæller om i sine nedskrevne erindringer:
”Hun [min farmor Sofie Christensen] fortalte, at min mormors morfar hed Jens Andersen og var sognefoged i Østerby, Hads Herred. Han havde engang været til taffel hos Frederik 7. Og det blev der talt om. Da han gik af som sognefoged blev han hædret af sognet som havde skillinget sammen til en lænestol og hans kone havde fået en lille guldbroche. Den guldbroche har en lille historie. Der havde været ildebrand i gården i Mundelstrup, og alle prøvede på at redde noget. Moster Karoline reddede et par gamle træsko. Nogle år efter fandt man brochen, den var trampet ned i jorden og knækket midt over. Så fik man den loddet sammen hos en guldsmed i Århus, og da vi boede i Århus og sommetider besøgte moster Karoline og Paula, og vi havde Hanne med, som Paula var meget glad for, så gav Paula mig brochen, for at den skulle blive i familien. Så nu har jeg den. Sognefoged Jens Andersen var gift 3 gange, og en datter i det tredje ægteskab var min mormors mor.”
Så vidt den mundtlige overlevering gennem få generationer. Ikke lige præcis på alle punkter – for nu at sige det pænt -, men med dén kerne af sandhed, at Jens Andersen havde været sognefoged, havde haft kontakt til Frederik VII og sognet havde hædret sin afgåede sognefoged.
Og ganske rigtigt! Ifølge Hof- og Statskalenderen 1851 benådede nemlig Frederik VII dette år sognefoged og lægdsmand Jens Andersen med Dannebrogsmændenes hæderstegn, også kaldet sølvkorset. Ordensbrevet må antages at være gået tabt og en mere detailleret officiel begrundelsen for at tildele ham hædersbevisningen kommer vi nok aldrig til at kende. For ved Christiansborg Slots brand i 1884 brændte ulykkeligvis næsten alt det materiale, som ordenshistiograferne havde indsamlet gennem tiden. Alene ridderbøgerne med navnene på de hædrede undgik flammerne.
Om dannebrogsmænd skriver Salmonsens Leksikon, bind 5, 1926. ”I nær tilslutning til Dannebrogsordenen indstiftede Frederik VI ved det åbne brev af 28. juni 1808 Dannebrogskorset i Sølv; de personer, der benådedes med dette, kaldtes indtil ordenen afskaffedes i 1952 dannebrogsmænd. Iflg. anordningen for disse, dateret 28. januar 1809, skulle Dannebrogsmændenes Hæderstegn, hvis bestemmelse her nærmere fastsattes, kunne tildeles ’enhver, der ved klog og redelig stræben for brødres vel og ved ædel dåd i en engere [snævrere] kreds har gavnet fædrelandet’. Korset, der er helt af sølv, bærer samme devise og inskriptioner som ridderkorset og bæres i samme slags bånd på venstre kjoleopslag. Det uddeles til danske undersåtter af alle samfundslag og er, når det tildeles personer, der i forvejen er dekorerede med dannebrogsordenen, en yderligere udmærkelse. I enkelte tilfælde har udlændinge (f. eks. flere fyrstelige personer) modtaget korset. Trængende dannebrogsmænd har adgang til understøttelse af Dannebrogsmændenes Pensionsfond, der bestyres af Ordenskapitlet. Det fineste var naturligvis at få hæderstegnet overrakt af kongen personligt, gerne i forbindelse med dennes rejser rundt omkring i landet, men ellers kunne ordenen overrækkes af amtmanden eller retsbetjenten. Ved en dannebrogsmands død, var alle dannebrogsmænd på egnen forpligtet til at deltage i begravelsen og under selve begravelsesceremonien lå hæderstegnet på en sort pude på kisten.”
Da lensbesiddernes ret som fødte medlemmer i amtsrådene i 1852 bortfaldt, indvalgtes Jens Andersen samme år i Århus amtsråd. Her virkede han vistnok til sin død.
Også i rollen som taksator i forbindelse med en ‘brandassurance’ er Jens Andersen set, men det kan naturligvis hænge sammen med hans embede som sognefoged.
Alting var for en kronologisk senere og følgelig ydre betragtning forløbet brilliant indtil 1855, da ægteparret indenfor ét år skulle miste deres to ældste børn. Det ligger nær at tro, at disse slag mod familien var medvirkende til, at Jens Andersen holdt som sognefoged indenfor perioden 1855-1860.
Og 23. april 1862 døde Maren Hansdatter – 64 år gammel.
Men den gamle sognefogeds trængsler var dermed ikke endt. For 8. april 1863 hængte svigersønnen Peder Nielsen Fog sig efter gennem flere år at have været ‘forfalden til drukkenskab’ og Jens måtte vidne i politiforhøret. Efterfølgende fandt enken Maren Jensdatter en ægtemand, der besvangrede hende upassende tidligt og parret synes efterfølgende at distancere sig eller udelukkes fra den øvrige familie. Som nævnt skilte også Søren og hans familie sig ud. Og i maj 1864 døde sønnen Hans på Københavns Lasarett og efterlod enkemanden Jens Andersen som en anden Job i askedyngen. Han døde på gården i Østerby i 1865.
Mine tip-2-oldeforældre Jens Andersen og Maren Hansdatter fik en mindesten på deres grav. Selve graven er forlængst sløjfet, men mindestenen sås i 2008 opstillet i et lapidarium øst for våbenhuset til Tranbjerg kirke. Inskriptionen var rigtignok noget medtaget af vind og vejr, men den har holdt sig bedre end nabostenen for deres datter og svigersøn Ane Cathrine Jensdatter og Jens Pedersen, hvis inskriptioner nærmest er ulæselige. Sidstnævnte er nemlig af uransagelige grunde blevet begravet her på kirkegården i Tranbjerg, selvom deres hjem var i Langballe i Mårslet sogn. En mulig forklaring kan være, at deres tilknytning til den katolsk-apostoliske kirke i Århus havde skabt et modsætningsforhold mellem dem og hjemsognet. Derfor taler et højst usædvanligt dokument, der udgør folie 417 i kirkebogen for Mårslet sogn 1892-1917. Heri ’afsværger’ deres datter Maren, dagen før hun skulle indgå i ægteskab med sin indremissionsk orienterede fætter, pastor Jens Laurids Andersen enhver forbindelse med den katolsk-apostoliske kirke. Et uhørt groft, personligt, næsten perfidt overgreb betragtet fra det 21. århundredes Danmark.
På Jens Andersen og Maren Hansdatters mindesten, der består af en gavlformet cementblok med vedbendranker i relief på forsiden og kronet af resterne af et marmorkors, i alt 120 cm høj, ses indfældet 2 marmortavler med buet afslutning. Den venstre rummer Jens Andersens data, den højre Maren Hansdatters med tilføjelserne: Nidkjærhed og Trofasthed i Jens’ felt, Sagtmodighed og Kærlighed i Marens. Stilen ligner til fuldkommenhed den, der går igen i datteren Jensine Carolines og svigersønnen Jens Andersens store, ligeledes bevarede familiegravsted vest for våbenhuset til Tranbjerg Kirke, så mon ikke det ’intellektuelle’ familiemedlem, førstelærer mm. Jens Andersen ved Tranbjerg skole har forfattet inskriptionerne på efterkommernes vegne?
