Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – Lars Kjærsgaard Johansen
Sleth Teglværk 1930-1982
Da Bruno Britze i 1928 efterfulgte sin far som bestyrer på Sleth Teglværk, var der ansat 90 mand, og produktionen var på sit højeste, ni millioner mursten om året. På de andre teglværker i De forenede Teglværker ved Aarhus var situationen den samme, og i en artikel i fagbladet Lerindustrien i 1930 oplyste direktøren Søren Nymark, at værkernes samlede produktionskapacitet var 21 millioner mursten, men at efterspørgslen var endnu større. Derfor havde De forenede Teglværker været nødt til at købe en million sten fra andre teglværker.
Årsagen var meget stor byggeaktivitet både på landet og i Aarhus. Søren Nymark afviste dog at have planer om at udvide produktionen eller opføre et nyt teglværk med den begrundelse, at ”ingen industri er inde under så skiftende konjunkturer som vor”. Det skulle vise sig både at være en klog beslutning og en præcis beskrivelse af teglværkernes situation de følgende halvtreds år.
Mursten til Aarhus Universitet
En medvirkende årsag til den store efterspørgsel var en meget stor gave fra De forenede Teglværker til Universitetssamvirket, som op gennem 1920´erne havde arbejdet for at få etableret et universitet i Aarhus. Gaven bestod af en million mursten, og en betingelse var, at stenene skulle være anvendt inden udgangen af 1933.
Tilbuddet blev givet i 1928, og da Aarhus by havde tilbudt at stille en grund til rådighed, accepterede staten tilbuddene. Søren Nymark var meget aktiv i Universitetssamvirkets arbejde, og han var således en af de personer, der fik betydning for, at universitetet blev placeret i Aarhus.
Aarhus Universitet 1933. Indvielse.
Universitetets arkitekt C.F. Møller foretrak som bekendt at bruge gule mursten frem for røde, der er de mest almindelige i Danmark, og han valgte også at bruge gule tagsten. Den tidligere medarbejder ved Tranbjerg Lokalhistoriske Samling, Olaf B. Knudsen, har opsporet, at murstenene til universitetet blev produceret på Sleth Teglværk, mens tagstenene kom fra Emiliedal Teglværk i Højbjerg.
Sleth Teglværk producerede mange gule mursten, også de mere sjældne til skorsten, idet der var meget blåler i området. Det ligger dybere end rødleret og er derfor vanskeligere at grave frem. Blåleret indeholder mere kalk og skal brændes ved ca. 1100 grader, hvorved den gule farve fremkommer, mens rødleret skal brændes ved ca. 900 grader.
Skiftende konjunkturer (1935-1953)
I 1935 købte Sleth Teglværk Peder Jensens går i Børup for at sikre adgang til tilstrækkelig ler i fremtiden. Imidlertid var den økonomiske verdenskrise nået til Danmark i begyndelsen af 1930´erne, og både landbruget og industrien var blevet hårdt ramt. Derfor var efterspørgslen efter mursten meget begrænset, og i februar 1938 var der kun ansat ca. 50 mand på De forenede Teglværker mod normalt 250. Den normale årsproduktion var kommet op på 25 millioner sten, men i 1937 var der kun blevet lavet 18 millioner, og 12 af disse var stadigvæk på lager i begyndelsen af 1938. Med andre ord var produktionen tæt på at gå i stå i slutningen af 1930´erne.
Erik Nymark
I 1941 efterfulgte Erik Nymark sin far, Søren Nymark, som direktør. Han var blevet ansat i firmaet i 1927, og ligesom faderen blev han en markant erhvervsleder i Aarhus og fik mange tillidsposter, også på landsplan. Han fortsatte som direktør til 1969.
Under Besættelsen blev der i en periode indkvarteret tyske soldater i Pensionatet, men bortset fra det har kun én tilspidset situation efterladt sig spor i kilderne. Gennem et stykke tid havde arbejderne haft mistanke om, at en privat vognmand, der transporterede sten for teglværket, var tyskervenlig og værnemager. Derfor ville de ikke samarbejde med ham, og arbejderne skrev et brev med deres krav til direktionen. Erik Nymark kom til Sleth og talte med repræsentanter for arbejderne, og situationen blev løst ved, at man undgik at samarbejde med vognmanden.
I Besættelsesårene var det ligesom under 1. verdenskrig vanskeligt at skaffe kul, og derfor begyndte teglværket igen at bruge tørv og i de sidste år også brunkul. Der var også begrænsninger på leveringen af elektricitet, og i 1945 kunne teglværkerne kun få en tredjedel af den nødvendige elektricitet. Derfor blev man nødt til at indskrænke produktionen og foretage afskedigelser.
Problemerne fortsatte i 1946 og 1947, og det betød, at produktionen var en del mindre end efterspørgslen. Manglen på mursten blev forstærket af væksten i boligbyggeriet, og ligesom i begyndelsen af 1930´erne måtte De forenede Teglværker købe sten fra andre teglværker. I modsætning til dengang, valgte Erik Nymark i 1953, at De forenede Teglværker skulle opføre et helt nyt teglværk, som blev placeret i Grundfør.
Hans Hansen
Som nævnt i den første artikel om Sleth Teglværk, er der ikke bevaret et arkiv om teglværkets historie, og derfor er det få og tilfældige kilder, der findes. For det meste er det oplysninger fra avisartikler, men heldigvis eksisterer der også erindringer fra personer, som har arbejdet på teglværket. Derfor har vi mange oplysninger om arbejdsforholdene og arbejdernes hverdag.
En af de arbejdere, der har fortalt mest om teglværket, er Hans Hansen. Han blev født på Fyn i 1903, og i 1926 giftede han sig med Signe Hededal fra Kolt, hvor parret bosatte sig. To år senere fik Hans Hansen arbejde på Sleth Teglværk, hvor han arbejde i 42 år frem til 1970. Han døde i 1993.
De første 21 år fungerede Hans Hansen som altmuligmand, det vil sige han skulle erstatte kolleger, der var syge eller ikke mødte. Det var vanskeligt, idet han så skulle falde ind i rytmen i et sammentømret sjak. Selv om Hans Hansen også var stolt over at kunne klare så mange forskellige funktioner, blev han meget glad over at blive udnævnt til det ansvarsfulde job som brænder, et job han havde i 21 år.
I 1928 arbejdede Hans Hansen fra 7 til 17 seks dage om ugen. Arbejdstiden var 8 timer, og derudover var der afsat to timer til formiddags- og middagspause. Timelønnen var 81 øre, men der kunne tjenes mere ved akkordarbejde. En arbejder skulle flytte 10.000 mursten på en dag for at tjene en dagløn, og en mursten vejede 3½ kg. Et trillebørlæs med 120 sten vejede altså 420 kg, så det kan ikke undre, at Hans Hansen betegner det som en væsentlig forbedring, da trillebørene fik gummihjul i slutningen af 1930´erne.
Hans Hansen kontrollerer temperaturen ved brændingen ca. 1955. Fotograf Frede Larsen
Det fremgår tydeligt af Hans Hansens erindringer, at han har været både glad for og stolt af sit arbejde som teglværksarbejder ved Sleth Teglværk. Den samme faglige stolthed giver også andre teglværksarbejdere udtryk for, og den kommer også frem i digtet ”Teglværksarbejderen” (u.å.) af Aage Hermann (1888-1949), hvor de to sidste vers lyder: Og alt, hvad der er skabt af stort,/ hver vældig Bygning vi har gjort/med Søjler, Stuk og Marmor-bort,/begyndte her ved ovnens port. Hver gang du naar til Ovnen hen,/ saa maa du krumme ryg, min ven./Javel, jeg krummer ryggen, men/ kun for at ranke den igen!
Fremgangsperiode og nyt teglværk (1953-1969)
I 1952 blev Herluf Ellermann udnævnt til ny bestyrer på Sleth Teglværk, og han havde jobbet indtil 1968. Den periode var én lang opgangsperiode for teglværkerne på grund af vækst i boligbyggeriet, og da den økonomiske højkonjunktur begyndte omkring 1960, blev byggeaktiviteten forøget yderligere. Derfor begyndte man hos De Forenede Teglværker at overveje at bygge et helt nyt teglværk i Slet. I efteråret 1968 lukkede det gamle teglværk, og på det tidspunkt var byggeriet af det nye automatiske teglværk allerede begyndt på nabogrunden (hvor Davidsen ligger i dag). Produktionen blev sat i gang i maj 1969, og det fuldautomatiske anlæg betød, at produktionen kunne øges med ca. 50% selv om der var væsentlig færre ansatte, kun ca. 20. De nye maskiner, især tørrekammeret og tunnelovnen, betød også, at det nye teglværk kun behøvede en tredjedel af den plads, det gamle havde.
Det nye teglværk, oktober 1969.
Fra venstre: Poul Christensen, Alfred Person og Frede Larsen.
Da bogstavet h forsvandt fra Sleth i begyndelsen af 1950´erne, kom det nye teglværk til at hedde Slet Teglværk
Problemer og lukning (1969-1982)
Teglværksarbejderen Orla Hansen betegnede senere det nye teglværk som en stor fejlinvestering. I bagklogskabens lys er det selvfølgelig rigtigt, men da beslutningen om at bygge det blev taget, havde der været højkonjunktur i ca. ti år, og både private, kommuner og staten byggede på livet løs. Højkonjunkturen fortsatte ind i 1970´erne, indtil oliekriserne standsede den, og pludselig begyndte arbejdsløsheden at stige og økonomien at gå i stå. Byggesektoren blev ramt af en kraftig afmatning, og på grund af de nye og moderniserede teglværker var teglværkernes produktionskapacitet i 1980 dobbelt så stor som efterspørgslen. Det medførte skarp konkurrence, og ofte solgte teglværkerne murstenene med tab.
–
I 1969 havde Søren Nymark efterfulgt sin far, Erik Nymark, som direktør for De Forenede Teglværker. Han indså hurtigt byggekrisens betydning for teglværkerne, og i løbet af få år lukkede de et efter et. I 1974 blev Emiliedal Teglværk lukket, få år efter skete det samme for Grundfør Teglværk og i 1981 standsede produktionen både i Tilst og i Slet. Søren Nymark udtalte til Aarhus Stiftstidende, at Slet Teglværk havde kørt med underskud de sidste to år trods store leverancer til Musikhuset og den nye politigård. Der blev indgået en samarbejdsaftale med Randers Tegl, som foruden maskiner købte ler fra Slet, således at de kendte stentyper i et par år fortsat kunne produceres til udbygninger. Søren Nymark erkendte, at en teglepoke på Aarhus-egnen var slut.
Østre tørrelade efter lukningen ca 1969. Fotograf: K. Rørmand
I dag er der næsten ingen spor efter Sleth Teglværk. De 12-14 meter dybe lergrave er blevet fyldt op med overskudsjord fra byggerier, men Pensionatet eksisterer endnu på adressen Sletvej 41. Få metersydvest for det kan man tydelig se rampen, hvor stikbanen fra teglværket til Odderbanen blev anlagt. Teglværkets bygninger blev nedrevet, og i stedet er der blevet opført forretninger og industrivirksomheder.
To mursten fra Sleth Teglværk. Den røde sten stammer fra gården Konradsminde, som blev nygygget i 1892.
