Skelstenen ved Tingskoven

Af Lars Kjærsgaard Johansen – Tranbjerg Lokalhistoriske Samling

Det er sandsynligvis meget få steder i landet, der er blevet rejst en mindesten på grund af Kommunalreformen 1970, men der eksisterer én i Tranbjerg. Den står i skellet mellem de tre tidligere kommuner, Holme-Tranbjerg, Mårslet og Solbjerg, og den er placeret ved Galgebakken mellem Sønderbro og Forsorgshjemmet Østervang.
Den blev rejst af private på initiativ af Jens Christian Pedersen fra Ravnholt, og inskriptionen er: ”Tranbjerg sogn, Tiset sogn, Mårslet sogn 31-3-1970”, altså den sidste dag, de gamle kommunegrænser var gældende. Skelstenen er derfor rejst som et minde om tiden, da sognerådene traf de lokale beslutninger.

Stenen stod afsides og var blevet glemt, da Moesgaard Museum i 2006 foretog arkæologiske undersøgelser ved Trankær Mosevej i anledning af, at jorden skulle byggemodnes. Arkæologerne opdagede den store sten med inskription vest for Østervang, og da den havde størrelsen og faconen til at kunne være dækstenen fra en dyssegrav, blev Tranbjerg Lokalhistoriske Samling spurgt til råds. Her kendte man intet til stenens baggrund, men daværende medarbejder Olaf B. Knudsen foretog et lokalhistorisk detektivarbejde og kontaktede en del personer. Herigennem fik han kendskab til stenens historie og de personer, der stod bag ideen med en skelsten og fik den placeret, hvor den har stået siden 1970. Olaf B. Knudsen beskrev sit arbejde i et lille hæfte, ”Beretning om Tingstenen”, og de fleste oplysninger i denne artikel stammer herfra. Hæftet kan læses her på vores hjemmeside under ”Udgivelser”

Olaf B. Knudsen fandt ud af, at stenen var rejst på privat initiativ, og at den drivende kraft havde været Jens Christian Pedersen, som i 1893 var blevet født på Lundbakgaard i Ravnholt. Han havde hele sit liv været ansat i Hedeselskabet og var i over 40 år distriktsbestyrer i Aarhus. Derfor blev han også kaldt for Hede-Christian og Hede-Pedersen. Han var en populær mand, som havde mange kontakter, og det var sikkert medvirkende til, at han kunne få virkeliggjort sin ide.
I begyndelsen var der kun behersket opbakning til ideen, og den første sten, Jens Christian Pedersen havde fundet i Tingskoven, var for vanskelig at få transporteret. Han havde imidlertid hørt, at der også lå en stor sten på Ravnholt Vestergaards marker, og gårdejeren Peter Vestergaard var glad for at kunne slippe af med stenen, som vanskeliggjorde markarbejdet. Den er ca. tre meter høj og vejer 12 tons. Jens Christian Pedersen skaffede opbakning til sin ide hos sognerådene i Holme-Tranbjerg, Mårslet og Solbjerg, og de indvilgede i at betale for transporten og opsætningen, som blev foretaget af Falcks Redningskorps. Han måtte selv betale for inskriptionen, og stenen blev som planlagt afsløret den 31. marts 1970, den sidste dag de tre sognekommuner eksisterede.

Allerede da planen om at placere Skelstenen på Galgebakken blev kendt i efteråret 1969, viste de lokale medier interesse for sagen. Bladtegneren Arnold Bundgaard ved Aarhus Stiftstidende, der under navet Rimus meget ofte illustrerede en aktuel begivenhed ledsaget af nogle humoristiske vers, beskæftigede sig i oktober 1969 med skelstenen. Både tegningen og teksten fokuserede på sognerådsmedlemmerne som dem, der stod bag rejsningen af stenen. Rimus ville selvfølgelig have en humoristisk vinkel på sagen, og derfor blev sognerådsmedlemmerne udpeget som Skelstenens fædre. Som tidligere omtalt blev de imidlertid overtalt af Jens Christian Pedersen til at give tilladelse til stenens rejsning, og de tre sogneråd betalte kun for transporten af stenen. Men Rimus´ tegning viser, at sagen havde stor opmærksomhed i Aarhus-området.

 Stenen blev placeret ved foden af den såkaldte Galgebakke, hvor de gamle sognegrænser for Tranbjerg, Mårslet og Tiset mødtes. De tre gårdejere Søren Mikkelsen (Tiset), Bech Thygesen (Mårslet) og Henry Nielsen (Tranbjerg) stillede hver nogle kvadratmeter jord til rådighed, så stenen kunne rejses, men da Jens Christian Pedersen også bad om at få noget jord til en sti fra Sønderbro ind til stenen, fik han et nej. Det var en skuffelse for ham, idet han havde regnet med, at mange ville komme og se den. Sådan kom det ikke til at gå, for stenen stod meget isoleret på markerne og blev glemt allerede efter få år.

Skelstenen førte således en meget anonym tilværelse gennem mange år, indtil Moesgaards Museums udgravninger og undersøgelser i 2006 medvirkede til en fornyet interesse for den. Året efter blev adgangsforholdene til Skelstenen forbedret, idet der i forbindelse med byggeriet af de nye parcelhuse blev anlagt et lille rekreativt område med en kunstig sø og en plads, hvor man kunne parkere. Herfra var der kun et kort stykke hen til stenen.

Stedet findes stadigvæk, og man kommer til det ved at køre ad grusvejen, der ligger mellem Østervang og rækkehusene, der er ved at blive bygget på Trankær Mosevej. Imidlertid spærrer nybyggeriet for adgangen til Skelstenen, og man må forcere meterhøj græsbevoksning tæt ved søen for at komme til en mark, hvorfra man kan gå op til stenen. Som man kan se på billedet, der er taget i begyndelsen af september, foregår byggeriet meget tæt på Skelstenen, så stenens isolerede placering må siges at være ophørt. Hvis man vil nøjes med at se stenen på afstand, kan man køre ad Sønderbro mod Tranbjerg, og ved byskiltet ses på højre side Skelstenen ved foden af Galgebakken.
Som mange stednavne antyder, har området, hvor de tre sognegrænser mødtes, haft en væsentlig betydning helt tilbage til Middelalderen. Tingskoven, Tingbro, Tingskovvej og Tingskov Alle har deres navne, fordi der har været et tingsted ved Tingskoven. Det er bekræftet af skriftlige kilder fra 1700-tallet, men tingstedet kan godt have eksisteret et par århundrede tidligere. Da de fleste sogne ikke var ret store, var det almindeligt at nogle sogne gik sammen og dannede et såkaldt birketing (birk betyder område), når lovovertrædere skulle dømmes eller uenigheder skulle afgøres. Derfor var det naturligt at lægge tingstedet, hvor tre sogne stødte op mod hinanden. I det lys har man sikkert forklaringen på navnet Galgebakken, altså det sted hvor dødsdomme skulle eksekveres, men der findes ingen skriftlige kilder, der beviser, at der er foretaget henrettelser på Galgebakken i Tingskoven. Navnet tyder dog på, at det sandsynligvis er sket.

Med sin Skelsten ville Jens Christian Pedersen huske eftertiden på den tidligere administrative inddeling af Danmark, hvor de lokale beslutninger blev taget af lokale politikere. Der var stor modstand mod Kommunalreformen i hele landet, og stenen kan sikkert også ses som en stille protest mod den. Kommunalreformen betød at antallet af kommuner blev reduceret fra 1098 til 277, og antallet af amter blev formindsket fra 25 til 14. I Aarhus fik reformen den konsekvens, at de seks store forstadskommuner (bl.a. Holme-Tranbjerg) sammen med 14 omegnskommuner blev sluttet sammen med Aarhus Købstadskommune i Aarhus Kommune. De ca. 150 tidligere lokalpolitikere blev erstattet af 31 byrådsmedlemmer på Aarhus Rådhus.
Skelstenen bliver nok aldrig et tilløbsstykke, men man må forvente, at adgangsvejen til stenen bliver genetableret efter byggeriet er overstået, således at det i Jens Christian Pedersens ånd bliver muligt for alle at opleve stenen på nært hold.
– – – – – – – – – – – – – –
Efter denne artikel blev offentliggjort i Tranbjerg Tidende i oktober 2017, modtog Tranbjerg Lokalhistoriske Samling en mail fra Jens Christian Pedersens nevø, Knud Erik Pedersen.
Udover at være glad for omtalen af onklens indsats, skrev Knud Erik Pedersen også nogle uddybende kommentarer. Bl.a. at onklen gennem mange år også blev kaldt Hede-Pedersen pga. jobbet i Hedeselskabet. Olaf B. Knudsen skrev i sit skrift om skelstenen, ”Beretning om Tingstenen”, fra 2007, at Jens Christian Pedersen blev kaldt for Hede-Christian. I Knud Erik Pedersens familie blev han kaldt for farbror Christian, og selv foretrak han at kalde sig JC. Da Jens Christian blev pensioneret den 1. november 1963, blev han en ”meget ivrig amatørarkæolog og slægtsforsker”, og Knud Erik Pedersen arvede siden det slægtshistoriske arbejde. I dag findes en del af Jens Christian Pedersens arbejder på Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske Arkiv. Han døde i Aarhus i 1972.