Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – levnedsbeskrivelsen af Lars Kjærsgaard Johansen
Selv om der i de seneste årtier er anlagt mange nye veje i Tranbjerg, er der ikke tradition for at opkalde vejene efter personer fra Tranbjerg. Imidlertid findes der mindst en vej, der er opkaldt efter en person med tilknytning til Tranbjerg, nemlig Niels Foghs Vej. Vejen er sikkert ukendt for de fleste, men den ligger i Holme Industrikvarter og er en lille sidevej til Axel Kiers Vej, altså tæt ved Bjødstrup. Ifølge Aarhus Wiki fik vejen sit navn i 1972.
Beliggenheden i industrikvarteret er ikke tilfældig, for med lidt god vilje kan man sige, at Niels Fogh var fabrikant. Han fik dog langtfra samme betydning i erhvervslivet som Axel Kier, Søren Nymark eller Michael Drewsen, der har lagt navn til de nærliggende gader.
Niels Jensen Fogh var en usædvanlig person, der i sit lange liv havde mange op- og nedture, og han skiftede flere gange erhverv. Han lagde en stor arbejdsindsats i at udvikle landbruget, både med hensyn til dyrkningsmetoder og nye redskaber, og han blev især kendt for at konstruere en ny harve, som en overgang fik stor udbredelse i landbruget.
Barndom og ungdom
Niels Jensen Fogh blev født i Østerby den 29. marts 1832. Hans forældre var fæstegårdmand Jens Pedersen og Kirsten Pedersdatter, og ved dåben i Tranbjerg kirke fik han navnet Niels Jensen. Blandt fadderne var sognefoged Jens Andersens hustru. Som 70-årig fik han i 1902 officiel tilladelse til at kalde sig Niels Fogh, et navn han havde benyttet i lang tid, idet han i folketællingen i 1880 kaldte sig Niels Jensen Fogh. Dette navn blev anvendt i hans samtid.
Niels blev født som den tredjesidste af ni søskende. Han fortalte senere, at der var små forhold i hjemmet, og at han havde været svagelig som barn. Han blev konfirmeret i Tranbjerg i 1846, og på det tidspunkt skulle præsten også bedømme konfirmandernes kundskaber og opførsel. På begge områder fik Niels topkarakteren ”udmærket godt”, altså ug, en karakter som præsten kun gav få gange. Han havde således blik for, at Niels var en kvik og vidende dreng.
I årene efter konfirmationen arbejdede Niels på forskellige gårde, og han søgte også på egen hånd at tilegne sig mere viden, idet han ikke havde været tilfreds med sin skolegang. Han flyttede fra Tranbjerg i slutningen af 1840´erne, og få år senere blev han optaget som landbrugselev på Hofmansgave ved Otterup på Fyn. Godsejeren var præget af de nye tanker inden for landbruget, og han arbejdede på at indføre nye dyrkningsmetoder, nye afgrøder og nye redskaber. Disse eksperimenter tog Niels til sig, og han havde nogle gode år på stedet.
I nogle år arbejdede han som avlskarl og ladefoged ved større gårde, men i slutningen af 1850´erne arbejdede han som drænmester om sommeren og hørsvinger om vinteren. På begge områder havde han gavn af sit ophold på Hofmansgave. Også tre af hans brødre arbejdede som hørsvingere, en betegnelse for en person der rejste rundt og påtog sig den krævende arbejdsproces at forvandle hørplanten til hørgarn. Niels´ opfindertalent begyndte at vise sig, da han foretog nogle forbedringer af hørsvingemaskinen.
Ifølge folketællingen 1860 var Niels rejst tilbage til Tranbjerg og boede på forældrenes gård, hvor han sammen med sin lillebror Hans sandsynligvis har stået for driften. I maj 1865 flyttede Niels fra Tranbjerg til Thorning vest for Viborg, og dermed blev tilknytningen til Tranbjerg tilsyneladende afsluttet. Hans mor døde i Østerby i 1868 og faderen i 1877.
Ægteskab og familie i Thorning
I 1865 købte Niels et husmandssted på 12 td. land på Thorning Vestermark. Jorden havde tidligere i århundredet tilhørt Mads Doss, kendt fra St. St. Blichers forfatterskab. Året efter, i februar 1866, giftede Niels sig med den 21 årige Kirsten Marie Rasmussen, som et par år tidligere var flyttet fra Silkeborg til Thorning. I slutningen af året fødte hun deres første barn, Rasmus, og i alt fik ægteparret 16 børn, hvoraf de syv døde.
Niels forsøgte at forbedre jorden ved mergling, men det var svært at opnå tilstrækkelig udbytte af den. Derfor forsøgte han at skaffe en ekstra indtægt ved uldvævning, som var neget udbredt på egnen. Imidlertid gik ejendommen på tvangsauktion i 1869, men ved naboernes hjælp kunne familien blive boende. Derefter satsede Niels på hosevævning, altså produktion af strømper, og det gik godt i en periode. Efter et par år havde han 6 piger i arbejde ved 3 rundvæve og nogle symaskiner. Afsætningen klarede han selv, bl.a. som rejsende hosekræmmer.
Senere i 1870´erne ramte ulykken Niels og hans familie, idet huset med indbo og maskiner brændte ned til grunden. Endnu en gang hjalp naboer og venner familien på fode, men økonomisk var det hårde tider. Samtidig fik strømpevævningen øget konkurrence på grund af industrialiseringen, og derfor begyndte Niels at tænke i andre baner.
Foghs patentharve
Niels Jensen Fogh og hans patentharve
Han havde gennem længere tid overvejet, hvorledes han kunne forbedre den mest udbredte harve, svenskharven, og selv om han ikke havde været beskæftiget som smed, kunne han omsætte teori til praksis og foretage forsøg. I samarbejde med en smed fik han fremstillet en harve, som han tog patent på, og dermed var ”Foghs patentharve” en realitet, sandsynligvis i begyndelsen af 1880´erne. Der blev opført en smedje på ejendommen, og Niels ansatte også nogle smedesvende. I de første år blev der kun solgt få harver, men i 1887 fik Niels en bronzemedalje for sin harve på en landbrugs- og industriudstilling i Viborg.
Senere modtog Niels flere medaljer for harven, bl.a. en bronzemedalje i Paris i 1900, og han fik også flere pengepræmier, i alt mere end 1.000 kroner. Den megen omtale og anerkendelse betød også, at salget gik kraftig i vejret, og man regner med, at der blev solgt ca. 5.000 af Foghs patentharve i de sidste par årtier af 1800-tallet.
Niels var nytænkende og havde mange talenter, men desværre manglede han den økonomiske forretningssans. Trods det store salg af harven, opnåede han aldrig en væsentlig forbedring af sin økonomi, fordi udgifterne havde en tendens at blive for store. Udgifterne til kul og jern løb i vejret, og det samme gjorde lønnen til de mange ansatte. Endvidere var Niels rundhåndet, når det gik godt, og derfor blev der ikke skabt et tilstrækkeligt overskud.
I slutningen af 1890´erne gik salget af patentharven i stå, både fordi den var dyr i reparationsudgifter, og fordi der var kommet forbedrede harver på markedet.
Årene 1901-1917
I 1901 døde hustruen Kirsten Marie, og da alle ni børn var udvandret til USA, blev de sidste år ret ensomme for Niels. Han havde dog stadigvæk venner på egnen, bl.a. den senere lærer Rasmus Mortensen, der var sammen med ham meget ofte, og han skrev senere Niels´ livshistorie. Lillebroderen Hans fik også tilladelse til at kalde sig Fogh samme dag Niels, så der må stadigvæk i 1902 have været en forbindelse mellem de to brødre.
Niels levede nu et meget nøjsomt liv og klarede selv arbejdet på husmandsstedet, men han havde dog hjælp til malkning og når der skulle høstes. I fritiden læste Niels meget, både i aviser og tidsskrifter, og han havde mange udklip, som blev diskuteret med naboer og venner. Han var især interesseret i politiske, religiøse og tekniske emner. Politisk sluttede han sig til Socialdemokratiet.
Niels havde fortsat kontakt til sine børn i USA, og de sendte regelmæssigt penge til ham. Da han var 77 år, rejste han i 1909 til USA for at besøge dem, og det blev en vellykket tur, hvor han så de fleste af sine svigerbørn og børnebørn for første gang. På familiefotografiet fra South Dakota i august 1909 ses Niels med 6 af sine børn.
I 1910 solgte Niels sin ejendom og flyttede til Kjellerup. Hans økonomiske situation blev en smule forbedret, og han fik mere tid til sine interesser. Han syslede stadigvæk med ideer til at forbedre landbrugsredskaber, og det førte et par år efter til konstruktionen af en kultivator, som fik faglig anerkendelse, men ingen udbredelse.
I juni 1915 oplevede Niels et stort øjeblik, da han ved en sammenkomst i Viborg fik overrakt Det. Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs store sølvbæger, som kun var blevet uddelt få gange. Der blev holdt taler om Niels´ opfindelser og hans arbejde for dansk landbrug, og Niels var synligt bevæget, da han holdt sin takketale.
Den 2. januar 1917 døde Niels i Kjellerup, og han blev begravet i Thorning. I denne måned er det altså præcis 100 år siden, Niels døde, men han huskes stadigvæk, bl.a. på grund af den lille vej i Holme Industrikvarter, der er opkaldt efter ham. Også i Thorning har Niels fået opkaldt en vej efter sig i et industrikvarter.
Kilder:
-
Mortensen: Vort landbrug 1917: R. Mortensen: Niels Jensen Fogh. Den gamle opfinder i Thorning (nekrolog)
