Moderne byggeri i de nye vænger – en historie om dengang firmaet Jens P. Koch & Co. A/S tog fat
af Harald Kvist
Tranbjerg Lokalhistoriske Samling
Dengang Tranbjerg begyndte at vokse fra at være nogle ejendomme omkring Odderbanen og Kroen og til den moderne by, vi kender i dag, skete udviklingen først og fremmest i Parkvænget, Damvænget, Skolevænget, Kærvænget og Kirkevænget. Det var traditionelt villabyggeri og man kaldte under et de nye kvarterer for Havebyen. Alt var nøjagtig så idyllisk, som navnet Havebyen antyder i dette hjørne af den gamle Holme – Tranbjerg kommune dengang i 1960-erne. Men så kom der nye boller på suppen. Det nye var rækkehusbyggerier i Kirkevænget. Senere også i andre dele af Tranbjerg. Den absolut største samlede del af nybyggeriet foregik i Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget og blev organiseret i en landets dengang største grundejerforeninger Vængerne.
Landbrugsjord blev til by
Den jord Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget blev bygget på var landbrugsjord helt frem til begyndelsen af 1970-erne. Jorden har hørt til nogle af de gårde, der lå spredt udenom selve Tranbjerg. Allerede da Kirkevænget var under udbygning deltog et fremsynet odenseansk byggefirma i arbejdet. Bygmestrene Jens P. Koch & Co. A/S havde i flere år været et velkendt firma overalt på Fyn. Firmaet havde gjort det til sit speciale at systematisere blandt andet rækkehusbyggeri og anden form for husbyggeri sådan, at det blev muligt for almindelige mennesker med almindelige indkomster at blive ejere af kvalitetshuse på lempelige vilkår.
Jens P. Koch. 1962.
Og som nævnt arbejdede Jens P. Kock & Co. A/S først flere andre steder i Tranbjerg. Firmaet blev startet så tidligt som i 1947 af en ung ingeniør ved stadsingeniørens kontor i Odense kommune. Jens P. Koch kunne se, at der var et stort behov for boliger lige efter krigen. Og Kochs idegrundlag var dels, at det måtte være bedre for mennesker og deres økonomi at eje deres bolig frem for at leje den, og dels, at han mente sig i stand til at bygge ejerboliger på vilkår, der kunne konkurrere med udlejningsbyggeri.
Året efter firmaets start kom endnu en ung ingeniør, P. Grønborg Christensen, til firmaet som direktør, og der udvikledes et arbejdsfællesskab mellem de to, der skulle komme til at vare omtrent til firmaet lukkede. Det blev til i alt cirka 12.000 huse, begyndende med nogle få i Odense.
Så tog firmaet for alvor fat i Odense, derefter Nyborg og siden Fredericia. Så kom turen til Århusområdet, hvor firmaet byggede flere forskellige steder og over flere omgange. Sidenhen byggede man også i Ålborg og i Hjørring. Man forsøgte også lidt på Sjælland med nogle ganske få huse i Køge og i Virum, men man lukkede hurtigt ned igen da det viste sig, at man ikke kunne regne med samme håndværksmæssige kvalitet i udførelsen af arbejdet som de andre steder. Kvaliteten skulle nemlig være høj. Ikke noget med flade tage, ikke noget med rør, der var umulige at komme til, og ikke betonhuse. Mursten skulle være det gennemgående materiale. Selv om der var tale om moderne byggeri og rationelle arbejdsprocesser, så var der ikke plads til avancerede ideer og nemme løsninger.
Omkring 600 ansatte var der i byggefirmaet, da der var mest at se til. Folk kunne lide husene og den måde finansieringen var lagt til rette på. Bygmesteren havde selv udtænkt ideen med de såkaldte månedspantebreve med faste indbetalinger hver måned. I andre dele af byggebranchen så man med undren på denne model, men ejere af Koch-husene var glade for den. Det samme var byggefirmaet. Så også på det punkt var det odenseanske byggefirma altså fremsynet.
Til en begyndelse lød der mange kritiske røster fra mennesker i andre dele af Tranbjerg. Nogle mente, at de folk, der kunne finde på at etablere sig i et såkaldt Koch-hus ville være med til at trække niveauet i byen ned, hvordan det så skulle forstås.
En stor byggeplads
Firmaet Jens P. Koch & Co. A/S havde en temmelig stor og velfungerende afdeling i Tranbjerg. Et kontorhus i Kirkevænget udgjorde det lokale hovedsæde, blandt andet bemandet med en stab af dygtige teknikere og håndværkere. Leder af afdelingen var Poul Rasmussen. Men det var i særlig grad firmaets to sælgere, salgschef Erik Bergholdt og salgskonsulent Knud Daugaard Nielsen, alle førstegangskøbere af husene i Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget kom til at stifte bekendtskab med. 533 ejendomme, helt nøjagtigt, blev det til i de to vænger, der tilsammen udgør Grundejerforeningen Vængerne.
Folk som en gang havde erhvervet et Koch hus, blev som regel glade for at bo i området. Mange af beboerne købte hus mere end en gang hos Jens P. Koch & Co. A/S, simpelthen fordi firmaet havde nogle ordninger, hvorigennem man forholdsvis let kunne bytte sit mindre rækkehus ud med et større rækkehus eller en fritliggende bolig. På den måde kom flere af kunderne igen til de to sælgere.
Begge udnyttede da også senere den opståede goodwill til at drive egne ejendomshandler i lokalområdet. Først sprang Knud Daugaard Nielsen ud som selvstændig i en årrække, og senere, da byggefirmaet Jens P. Koch & Co. A/S omkring 1982 måtte lukke, etablerede også Erik Bergholdt sig som selvstændig ejendomshandler over en årrække.
Koch-byen
Firmaet Jens P. Koch & Co. A/S satte sig godt og grundigt på Tranbjerg-området. I begyndelsen af halvfjerdserne var firmaet så dominerende i bybilledet, at Tranbjerg rundt omkring i Midtjylland blev kaldt Koch-byen, og hvis man fortalte andre mennesker, at man boede i Tranbjerg, var det underforstået, at det naturligvis var i et Koch-hus. Jens P. Koch & Co, A/S måtte lukke i 1982. Dermed gik udviklingen i Tranbjerg ikke i stå. Tværtimod tæller Tranbjerg omkring 9.000 indbyggere. Der er her mange år senere en meget hensigtsmæssig fordeling af forskellige bomuligheder i byen. Såvel almennyttigt boligbyggeri som andelsboliger og ejerboliger.
Jens P. Koch & Co. A/S praktiserede en service og en hjælpsomhed overfor firmaets kunder, som ikke var normal for typehusfirmaer, hverken dengang eller nu. På det håndværksmæssige område gik firmaets medarbejdere meget langt i bestræbelserne på at udbedre fejl og mangler og hjælpe folk til rette. Men også regnskabsmæssigt kunne beboerne hente hjælp. Man må huske på, at mange købere var førstegangs husejere, der stod fremmede overfor de skattemæssige konsekvenser af selv at eje sin bolig. I den slags situationer var firmaets regnskabsfolk altid til tjeneste med råd og vejledning over telefonen.
Også da det var kommet byggefirmaet for øre, at der var gang i planerne om at etablere en grundejerforening, tilbød man sin assistance. Initiativtagerne modtog et venligt brev fra firmaet om, at man var villig til at stille sin viden med hensyn til dannelse af grundejerforeninger til rådighed for beboerne. I byens største grundejerforening Vængerne blev byggefirmaets deklaration for matriklerne tinglyst med den betingelse, at alle ejere af endommene havde pligt til at være med i grundejerforeningen for området og dermed også havde pligt til at betale de bidrag og kontingenter, som foreningen havde fastsatte til bestridelse af de opgaver, der påhvilede grundejerforenningen.
Det var så vidt vides første gang, der i Tranbjerg blev indføjet bestemmelse om pligtigt medlemskab af en grundejerforening. En praksis, der i dag forekommer selvfølgelig, men som ikke altid har været gældende overalt.
Så tidligt som i foråret 1973 fandt en gruppe beboere i Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget sammen i en arbejdsgruppe, som skulle forberede dannelse af grundejerforeningen for området. Så også i denne sag tog det store byggefirma del i arbejdet.
Så, selv om det ikke lykkedes for byggefirmaet Jens P. Koch & Co. A/S at overleve i en hastigt moderniseret byggebranche med nye metoder, er der stadig grund til at tænke tilbage på firmaet som det foretagende, der også havde blik for købernes behov. Og som i mange år stod for høj moral og service overfor kunderne.
| Svar | Svar alle | Videresend |
