En tragedie anno 1888

Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – Lars Kjærsgaard Johansen

Man støder nogle gange på formuleringen, at ”om hundrede år er alting glemt”. Det er for det meste  rigtigt, når man ser bort fra markante nationale begivenheder eller kendte personer.
Almindelige menneskers liv går for det meste i glemmebogen, også selv om det har været
begivenhedsrigt eller dramatisk. Men der findes undtagelser, og en sådan er Maren Rasmussen fra Børup, der blev født i 1863. Hun levede et almindeligt liv frem til sin tragiske død i 1888, da hun begik selvmord på grund af ulykkelig kærlighed.

Maren Rasmussen
Maren Rasmussen blev født den 17. oktober 1863 på Børup Vestergård i Tranbjerg sogn. Hun var datter af gårdejer Peder Rasmussen og Maren Sørensdatter, der stammede fra Jegstrup.
I 1865 blev lillebroderen Rasmus født, men året efter døde moderen få dage efter en fødsel, hvor også barnet døde. På det tidspunkt er Maren Rasmussen kun 2½ år.
I 1869 giftede faderen sig igen med Ane Mette Jensen fra Broholtgården i Bjødstrup. Der kom ingen børn  i det nye ægteskab, men Ane Mette var husmoderen på gården under Marens og Rasmus´ opvækst. I september 1877 blev Maren konfirmeret i Tranbjerg Kirke, og dengang blev konfirmandernes karakterer for kundskaber og opførsel indført i kirkebogen. Maren fik mg+ i både kundskaber og opførsel, hvilket var højt i forhold til de andre konfirmander.
11 år senere blev Marens navn endnu en gang indført i kirkebogen, men denne gang i forbindelse med hendes død den 19. december 1888, 25 år gammel. I kolonnen med bemærkninger står der: ”Selvmord ved drukning”. Begravelsen fandt sted fra Tranbjerg Kirke den 22. december.

Politiforhøret
Samme dag som Maren døde, blev der foretaget et politiforhør på gården. Ud over forældrene var også en nabo, Jens P. Jensen, og førstelærer Jens Andersen til stede. Ifølge et sammendrag af forhøret, som lokalhistorikeren Anna Rasmussen skrev i 1985, gik faderen om morgenen ind på Marens værelse, fordi hun ikke havde vist sig. Da hun ikke var der, begyndte han at lede efter hende, og efter kort tid fandt han en træsko, der flød i mergelgraven tæt på gården.
Derfor fik han Jens P. Jensen til at hjælpe sig, og ved hjælp af hager gennemsøgte de
mergelgraven, der var fire-fem alen dyb. Efter en halv time fandt de Marens lig, der blev bragt hjem til gården.
Jens P. Jensen havde kendt Maren i flere år og sagde, at ”hun var af almindelig godt humør”. Jens Andersen, der havde haft Maren som elev, karakteriserede hende som en stille og rolig pige, der ikke var tungsindig. Ingen af de kunne forestille sig en grund til selvmordet.
Faderen mente, at motivet muligvis var kærestesorg. Han havde fundet en pakke breve til Maren fra en karl, der nogle år tidligere havde tjent på gården. ”Af brevene fremgik, at hun havde stået i et kæresteforhold til karlen, hvad hun aldrig har omtalt. Sidste pinse rejste karlen til Amerika.”
Faderen vidste ikke, om Maren senere modtog breve fra kæresten. Moderen tilsluttede sig
forklaringen, men mente, det var vigtigt at tilføje, at Maren ikke var gravid, da hun begik selvmord.
Senere kom det frem, at forældrene ikke havde fortalt den fulde sandhed om Marens forhold til den tidligere tjenestekarl. De kendte til forholdet og var imod det, idet de ønskede Maren gift med en anden mand. Og de opsnappede nogle af brevene og forhindrede dermed Maren i at læse dem.

Skillingsvisen  (Hele skillingsvisen nederst på siden)
En væsentlig grund til. Marens ulykkelige skæbne er blevet husket i så mange år er, at der blev udgivet en skillingsvise, der skildrer tragediens forløb. Visen har titlen ”Paa Gaarden nær ved Skanderborg”, og den blev udgivet af Julius Strandbergs forlag i København. Desværre er der ikke angivet et trykkeår, så der er flere der har sat spørgsmålstegn ved, om visen handler om Maren Rasmussens ulykkelige kærlighedshistorie, for i slutningen af 1800-tallet var der adskillige unge kvinder, der gennemlevede det samme som Maren. Også titlens angivelse af Skanderborg har uddybet tvivlen. Imidlertid er der flere lokale kilder, der beskriver, at visen er skrevet på baggrund af Marens ulykkelige skæbne, og både familien og lokalsamfundet gik ud fra, at det var tilfældet.
For at undersøge, hvornår visen er skrevet, har Tranbjerg Lokalhistoriske Samling kontaktet Dansk Folkemindesamling. I juni 2020 svarede Lene Halskov Hansen: ”De tre udgivelser vi har af skillingsvisen i Palsbo visesamling, er udgivet i henholdsvis 1888, 1902 og 1904. Årstallet er ikke trykt i skillingstrykket, men er tilføjet af bibliotekaren Palsbo eller af en senere bibliotekar eller arkivar. Teksten er den samme i alle tre udgivelser”. At førsteudgivelsen er dateret til 1888 underbygger familiens og lokalbefolkningens opfattelse af, at visen ”Paa Gaarden nær ved Skanderborg” er skrevet på baggrund af Maren Rasmussens skæbne.
Skillingsviser var meget populære i 1800-tallet, og Julius Strandberg blev meget velhavende på at skrive og trykke viser på baggrund af dramatiske begivenheder, fx brande, mord og ulykker. Også viser med lykkelige eller ulykkelige kærlighedshistorier solgte godt. Der kunne ske et mord om formiddagen, og om eftermiddagen blev der solgt skillingsviser om det. Dermed blev befolkningen både informeret og underholdt, og man har sammenlignet skillingsviserne med vor tids kulørte presse.

Paa Gaarden nær ved Skanderborg
Visen er skrevet på melodien ”To drosler sad på bøgekvist” og er på 18 vers. Første og sidste vers er ens og beretter om den ulykkelige historie: ”Paa Gaarden nær ved Skanderborg/I Bondebyen er der Sorg/Den unge, smukke Datter ser/Man ikke der på Gaarden mer.” Derefter berettes om den ulykkelige kærlighedshistorie, og det fortælles, at datteren havde fået en ven, som faren ikke kunne lide. Derfor rejste han til Amerika, og de to unge begyndte at sende breve til hinanden, indtil faderen en dag fik fat i et brev, ”og Vreden mørknede hans Blik.” Han brændte brevet, men datteren stiltiende så på ”mens Tåren skjult på Kinden randt”.
Da julen kom, deltog datteren stille og venligt i julens traditioner og festligheder, og ingen
mærkede ”at Tanken var på Sorgens Vej”. Men den følgende morgen kom hun ikke ud af sit kammer, men havde skrevet på en seddel, at man skulle lede ”i Mergelgraven tæt herved”. I det følgende vers står der: ”Saa søgte de og fandt den Mø/Saa ung af sorg hun måtte dø/Hun kunde ikke faa sin ven/Derfor gik hun i døden hen”.
Den ulykkelige historie i visen passer tilsyneladende til Maren Rasmussens historie med én undtagelse: Maren druknede sig i mergelgraven den 19. december, men i visen skete det først efter julen.

Fotografiet
Ved et tilfælde har Tranbjerg Lokalhistoriske Samling et portrætbillede af Maren Rasmussen, som er taget i 1887 eller 1888. På billedet sidder Maren lidt skråt i forhold til fotografen og ser noget udtryksløst frem for sig. Hænderne hviler på et bredt armlæn, og hun er iført en lang mørk kjole med kniplinger ved halsen og ærmerne. Hun bærer øreringe, halssmykke og armbånd.
Måske er hun blevet fotograferet i anledning af sin 25 års fødselsdag to måneder før sin død.
Under billedet står der, at fotografen er Ancher Ring, Aarhus, og på bagsiden er der trykt, at han havde et fotografisk etablissement i Vestergade 3. I Bjørn Ochsners bog om fotografer i Danmark før 1920 oplyses det, at Ancher Ring overtog sit atelier begyndelsen af februar 1887, så fotografiet må være taget i 1887 eller 1888, og dermed er det et af de ældste billeder i arkivets samling.
Der knytter sig også en personlig historie til fotografiet. Det har tilhørt slægtsforskeren Asta
Rasmussen fra Viby, hvis mormor, Cecilie Andersen, boede på gården Ovesminde i Gunnestrup.
Hun var veninde med Maren Rasmussen, og derfor fik hun billedet af hende. Asta Andersen
afleverede fotografiet til arkivet i 1985 med oplysning om, at pigen hed Maren, og at der var
skrevet en skillingsvise om hende.

Familien efter 1888
Man har tidligere ment, at Maren Rasmussens familie senere flyttede til Hammel-egnen, men det er ikke helt korrekt. Familien blev boende i Børup i over 40 år, og først i 1930 flyttede den til Linå ved Silkeborg.
Marens bror Rasmus overtog Børup Vestergård i 1891, men forældrene blev boende på gården.
Rasmus giftede sig samme år med Eline Marie og fik to døtre, og den førstefødte fik navnet Maren Rasmussen. Eline Marie døde allerede i 1894, og i 1906 giftede Rasmus sig igen og fik en søn.
I 1919 blev han enkemand for anden gang, og i første halvdel af 1920´erne overtog den ældste
datter Maren og hendes mand Mikael Mortensen forpagtningen af gården. Det gik åbenbart ikke så godt, for i 1929 solgte familien gården til Aksel Jacobsen og flyttede til Linå, hvor den købte et større husmandssted. Rasmus Rasmussen flyttede med og boede der til sin død i 1939. Han blev begravet på Tranbjerg kirkegård

Der er bevaret en kort beskrivelse af familien i nogle erindringer, som Hilmer Nielsen skrev i slutningen af 1980´erne. Han voksede op på nabogården Børup Østergård i 1920´erne og huskede, at Rasmus Rasmussen var en lille venlig og gæstfri mand, der var godt lidt på egnen. Han huskede også, at man nogle gange talte om søsterens ulykkelige skæbne, og han sluttede med at skrive:
”Det var som denne hændelse aldrig blev glemt”.