Julepostkort fra Tranbjerg fra 1916 lånt af Mårslet Mønt- og Frimærkeklub.
Motivet er en lille pige, som står med en kanin og kikker på fotografen foran hovedbygningen af en større gård.
Adressaten er ”Frk. Marie Jensen ads./ Grd. Thorvald Birkegård, Hasselager”, og teksten på kortet er ”Ovesminde 22-12- 16, Kære Marie. En rigtig glædelig Jul og et godt Nytår ønskes dig af Maren og Søren og lille Anna. Du kommer vel herned til Jul”.
Den lille pige på julepostkortet er Anna Marie Birkegaard, som blev født den 7. februar 1915 på Ovesminde. Hendes forældre var Søren Hansen Birkegaard, der var født på Birkegaard i Obstrup, og Maren Jensen, som kom fra Ingerslev.
Gården Ovesminde var en af de største i Tranbjerg sogn, og den havde været i samme families eje i over hundrede år indtil 1907.